Fortsæt til indhold

Nyt galleri åbner ved Landsoldatpladsen

Ejendomsmægler LillebæltErhverv flytter og udvider med galleri

Arkiv
Peter Friis Autzen

"Jeg har altid været kunstinteresseret, og ganske mange virksomheder og erhvervskunder ønsker at investere i kunst til deres lokaler og bygninger. Så derfor giver det god mening at slå erhvervs-ejendomsmægling og galleri sammen," siger Vagn Sørensen fra Lillebælt Erhverv.
Vagn Sørensen og Lillebælt Erhverv har i nogle år ligget i midtpunktet. Men i takt med, at forretningen er udvidet, er behovet for bedre lokaler vokset. Og nu er virksomheden flyttet til lokaler Ved Landsoldaten 5 - lige overfor indgangen til Landsoldatpladsen.
"Vi startede for et par år siden med fem ejendomme i porteføljen. Nu har vi konstant omkring 60. Og det går rigtig godt," siger Vagn Sørensen.

Den bedste

Vagn Sørensens kunstinteresse har ført ham rundt til utallige udstillinger i hele landet.
"Jeg har set meget god kunst. Men jeg synes, at Bodil Margrethe Lund er den bedste. Så derfor er det med hendes kunst, vi lægger ud," siger Vagn Sørensen og smiler til kunstneren, netop som hun træder ind ad døren med favnen fuld af malerier.
Bodil Margrethe Lund bor i Ry, men har slesvigske rødder og vil ikke udelukke, at nogle af hendes forfædre deltog i belejringen af Fredericia og det berømte udfald 6. juli 1849.
Hun er professionel kunstner, som udstiller mange steder og hænger på mange store virksomheder. Hun debuterede på den censurerede Tistrup Sommerudstilling i år 2000.
"Jeg maler, fordi jeg har lyst til at formidle mine oplevelser og indtryk. Og jeg kan mærke det, når maleriet svinger med det, jeg prøver at udtrykke. Så er maleriet godt og færdigt," siger Bodil Margrethe Lund.
Vagn Sørensen har valgt at kalde galleriet Memphis.
"Min søn har arbejdet meget i Memphis, USA. Og jeg er blevet betaget af byen. Derfor har jeg opkaldt galleriet efter Memphis," siger han.
Det er planen, at galleriet skifter udstilling hver anden måned. De udstillede værker er til salg og sælges på kommission.
Bodil Margrethe Lund og hendes arbejde kan studeres på galleriet og og på bodilmlund@dk.