Havnen udvider på to fronter
ADP har hele to store planer under oprulning i løbet af det næste års tid
Fredericia har altid været en havneby. Og i fremtiden vil havnen være større end nogensinde.
For nogle år siden købte havneselskabet ADP det gamle, øde Banedanmark-areal nord for havnen. Siden er Holstensvej blevet flyttet, så havnen nu snart er klar til at rykke ind på det 50.000 kvadratmeter store område. I forvejen råder havnen over 685.000 kvaddratmeter.
Havnechef Jens Peter Peters tør endnu ikke sige, præcist hvad området skal bruges til.
"Det afhænger jo af, hvem vi lejer det ud til. Desuden er lokalplanen endnu ikke på plads," siger han og understreger, at havnen under alle omstændigheder vil tage hensyn til de omkringliggende boligområder.
"Der skal være styr på både støv og støj. Det er klart," siger Jens Peter Peters.
Udvidelsen kan koste op mod 65 millioner kroner. Projektet vil uden tvivl medføre nye arbejdspladser - ikke nødvendigvis fordi der skal ansættes ret mange flere havnearbejdere, men fordi transportsektoren altid kaster andre job af sig, når den udvider. Et forsigtigt slag på tasken er, at udvidelsen kan medføre 100-150 nye arbejdspladser i området.
Krydstogtbyen Fredericia
Til august næste år bliver Fredericia krydstogtby, når det store skib Legend of the Seas lægger til med sine 2.000 købe- og oplevelses-lystne turister ombord.
"Krydstogter er en del af Fredercias fremtid. Og siden vi landede aftalen med Royal Caribbian International (rederiet bag Legend of the Seas), har flere andre rederier henvendt sig til os," siger Jens Peter Peters.
I forbindelse med TallShips for et par uger siden, havde ADP inviteret turisme-aktører fra hele region syddanmark til et møde, hvor de kunne opleve Fredericia og finde fælles fodslaw om, at skibe i Fredericias havn er en enestående chance for hele regionen.
"Nogle af passagererne vil besøge seværdigheder udenfor Fredericia. Men en del af dem bliver her i byen, hvor de i gennemsnit shopper for mellem 650 og 1.100 kroner om dagen. Og de vil alle tage herfra med et godt indtryk og en god historie," siger Jens Peter peters.
Det sidste er guld værd. Helt bogstaveligt.
"Vi ved, at krydstogt-turisme "smitter" og fører til, at også andre turister besøger rejsemålene. Og dét er faktisk vores hovedformål med at satse så hårdt på krydstogter: Vi tjener ikke noget nævneværdigt på det. Men byen og landsdelen kan få stor fordel af det," siger Jens Peter Petersen.
Han er vokset op i Fredericia og ser projektet som en del af sit ønske om at give noget tilbage til byen.
Ønske til ministeren
I gennemsnit køres der mellem 800 og 1.000 lastbiler ud og ind af Fredericia Havn hver dag.
"Det er mange lastbiler men faktisk en ret lille del af den samlede trafik på Strandvejen. Men det er alligevel nok til, at vi i flere omgange har forsøgt at få Transportministeriet til at investere i bedre forhold ved motorvejs-frakørsel 59 i Erritsø. Trafikken fungerer ikke i myldretiden, så der håber vi, at staten vil investere de omkring 50 millioner kroner, der skal til. Det ville give en højere livskvalitet til alle, der ellers må holde i kø på stedet," siger Jens Peter Peters.
Transportminister Henrik Dam Kristensen kender godt til stedet og trafikpropperne.
"Jeg er bekendt med, at der kan være trafikafviklingsproblemer ved tilslutningsanlæg 59," siger Henrik Dam Kristensen.
Et politisk forlig fra marts i år lægger op til en ombygning. Men først når pengene er fundet - muligvis i en særlig pulje, der kan ansøges til hen over sommeren.
"Hvis vi sikrer gæsterne en god oplevelse, kommer de og deres bekendte tilbage hertil."
Jens Peter
Peters Havnechef