Håndværkergården får efteruddannelsespris
Flere og flere virksomheder får øjnene op for, at det giver bonus at arbejde systematisk med at planlægge uddannelse for ufaglærte og faglærte - både for virksomhed og medarbejder. Og én af de sønderjyske virksomheder, som gør det bedst, er Håndværkergården i Sønderborg Andelsboligforening. Håndværkergården har derfor fået overrakt diplomet som modtager af Årets Efteruddannelsespris 2013.
Prisen er indstiftet af VEU-center Syd, som er et samarbejde mellem otte uddannelsesinstitutioner i Sønderjylland. VEU står for Voksen- og Efteruddannelse, og VEU-center Syd danner én indgang til al voksen- og efteruddannelse i Sønderjylland. Administrationen er samlet i Sønderborg, hvor centerrådsformand Marita Geinitz i en tale til Håndværkergården fremhævede sammenhængen med det som Håndværkergården fortæller, og det de gør:
"Der er handling bag ordene, når I siger, hvad I evner. I har over en længere periode arbejdet systematisk med efteruddannelse. I et tæt samarbejde med en VEU-konsulent og jeres medarbejdere, formænd og ledelse, har I afdækket hvilke almene og faglige kompetencer, de forskellige faggrupper skal være i besiddelse af, og herefter gennemført en uddannelsesplan. Vi synes, jeres fremsynethed og store fokus på at udvikle kompetencer for nuværende og fremtidige medarbejdere fortjener anerkendelsen," sagde Marita Geinitz.
Håndværkergården har 80 ansatte, heraf har næsten halvdelen har været på efteruddannelse, og Henning Christensen er rigtig glad for hæderen.
"Vi er især glade for skolens VEU-konsulent Lotte Frandsen, fordi vi har fået skræddersyet en efteruddannelse efter vores behov for alle vores otte faggrupper. Vi har vurderet de enkelte medarbejderes nuværende kompetencer og forholdt os til, hvilke nye kompetencer, vi ønsker hos den enkelte. På den måde har vi en plan for, hvad uddannelsen skal bruges til, og hvordan de nye kompetencer skal komme i spil. Og det med planen gør forskellen! Alt for tit ville man ellers se, at pengene ville være spildte," mener Henning Christensen.
Viften af efteruddannelsesforløb for de ansatte er bred, fra f.eks. ordblindekurser til kurser i dansk og regning, faglige kurser og salgskurser, elevatorkurser, grønne kurser og længerevarende GVU-forløb.