Gratis opera i det fri
Den Kongelige Opera og Nykredit inviterer igen i år til gratis operakoncerter rundt i det danske sommerland, hvor en række af Den Kongelige Operas solister præsenterer højdepunkter fra den kommende sæson.
Koncertturnéen begynder den 9. august kl. 18 ved Sønderborg Slot, og derefter kan operasangerne opleves ved Sorø Akademi, Brahetrolleborg Gods på Fyn, Kronborg Slot i Helsingør, Sct. Knuds Kilde i Hjørring og Bornholms Kunstmuseum i Gudhjem.
Koncerterne, der er arrangeret med stor hjælp fra lokale samarbejdspartnere, har været et tilløbsstykke, siden de første koncerter i 2006. Sidste års koncerter havde op mod 20.000 besøgende, så det kan betale sig at møde op i god tid med picnickurv og solcreme.
Nykredit er sponsor for 'Opera i det fri', hvor der er gratis adgang.