Det sagde de om lærer-aftale
Henrik Stougaard (El), ønskede en ny lokal aftale, der også kunne omfatte arbejdstidsregler for igen at motivere lærerne til at yde den indsats, som kommunen har brug for i Roskildes skoler. Til gengæld mente han ikke, at Økonomiudvalget skulle køre med sagen, uden at den samtidig blev behandlet i Skole- og Børneudvalget.
Peter Madsen (V): - Meningen med lockout'en mod lærerne og den nye skolereform er, at tavlen skal vaskes ren for alle de gamle aftaler, der forhindrede en udvikling i folkeskolen. Så skal Roskilde da ikke ødelægge denne mulighed ved at lave en ny aftale, der laver for mange begrænsninger. Jeg ved godt, at lærerne vendte ryggen til borgmesteren under hendes 1. maj-tale på Hestetorvet. Men det skal vel ikke styre indretningen af kommunens skoler i fremtiden.
Morten Gjerskov (S): - For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi igen får inddraget lærerne i et godt samarbejde på skolerne. Uden dem får vi slet ikke lavet en ny og bedre folkeskole, så de skal være med til at planlægge denne.
Birgit Pedersen (SF) mente, at Peter Madsen lavede stor ståhej mod et enkelt og fornuftigt forslag: - Vi kan godt finde ud af at gennemføre arbejdet i de rigtige udvalg, så det kommer til at hænge sammen både med ansættelsesforhold og skolens indhold. Den nye lov, der afsluttede lockout'en af lærerne, giver i øvrigt kommunerne mulighed for at lave den type lokale aftaler med lærerne og deres organisation.
Lars Lindskov (Kons.) så både i denne debat og under tidligere sager på byrådets møde tydelige eksmpler på, at Roskilde for tiden har 'Rødt flertal': - Nu er man åbenbart indstillet på at gennemføre det fagforeningsvælde og organisations-tyranni, vi lige var sluppet af med. Så bliver det svært at få en bedre skole.
Ingelise Hansen (Rad.) understregede, at hun gik ind for en ny lokal aftale, men at den efter hendes opfattelse ikke må omfatte arbejdstidsreglerne.
Merete Dea Larsen (DF) bemærkede, at Morten Gjerskov erkendte Socialdemokraternes dårlige samvittighed over behandlingen af lærerne: - Men vi kan nu godt støtte forhandlinger om en ny lokal aftale med lærerne, for det vil give den bedste skole.