Erhvervslivets servicedør til Køge Kommune
Det har været 12 både travle og opløftende måneder med masser af aktiviteter for Køge Erhvervsservice siden åbningen i Den Hvide By for nøjagtig et år siden.
KØGE: Før i tiden havde iværksættere i Køgeområdet statistisk set haft mindre succes med deres virksomheder end iværksættere i Danmark generelt, men måske er det billede ved at ændre sig nu.
Det er i hvert fald et af de erklærede mål for Køge Erhvervsservice, som for nøjagtig et år siden slog dørene op til de nye lokaler i Den Hvide By i Køge, og som melder om et godt første år, hvor det er lykkedes at hjælpe en stor del af de nye iværksættere i Køge gennem kurser, rådgivning og arrangementer.
Erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen fortæller, at man i årets løb har vejledt i alt 67 iværksættere og haft 118 kursister på årets kursusrække. Dermed har man i et eller andet omfang været i kontakt med over halvdelen af de nyetablerede virksomheder i Køge, og dermed gør man altså sit til at sikre, at de lokale iværksættere har så gode forudsætninger som muligt, så flere af de nye virksomheder kommer igennem den svære opstart.
Det er vanskeligt at pege på en entydig årsag til, at Køges iværksættere har haltet efter landsgennemsnittet, men ifølge Rasmus Holst-Sørensen kan en årsag være, at man tidligere har brugt ret få ressourcer på området, lige som det har været en hindring, at indgangen til iværksætterhjælpen var placeret så langt væk som i Greve.
Men nu er der altså kommet et meget lokalt og virkelig omfattende tilbud med både rådgivning, arrangementer og relevante kurser, og mens det endnu er for tidligt at måle på, om det vil gøre noget ved overlevelsesraten for de lokale iværksættere - den slags kan selvsagt først måles om nogle år - så antyder den store søgning i hvert fald, at tilbuddet om bred hjælp er efterspurgt af iværksætterne.
Raketvækst
Mens man har godt fat i iværksætterne, så har det været vanskeligere for Køge Erhvervsservice at få hul igennem til de mere etablerede virksomheder, men også på dette område er man godt på vej - for eksempel gennem det nye tiltag 'Raketvækst', hvor man tilbyder en tre-dages bootcamp med fokus på at give deltagerne nye værktøjer inden for salg og markedsføring.
- Vi har fået enormt positive tilbagemeldinger, som går på, at det konkret giver flere kunder og flere medarbejdere i virksomhederne, så det er noget, der rykker, fortæller Rasmus Holst-Sørensen, som ny vil intensivere indsatsen for at nå ud til en større del af målgruppen for 'Raketvækst' og andre tilbud hos Køge Erhvervsservice.
- Det er et lidt sejere træk at komme ud til de etablerede virksomheder, men det er noget af det, vi vil have mere fokus på i det næste års tid, hvor vi blandt andet i langt højere grad vil forsøge at håndplukke virksomheder til vores arrangementer ved at kontakte dem direkte, fortæller han.
Det overordnede sigte for Køge Erhvervsservice er at være med til at skabe arbejdspladser og vækst hos Køge Kommunes virksomheder, og i de kommende år handler det blandt andet også om at fokusere på de store projekter i Køgeområdet.
- Her er der i høj grad brug for de lokaler virksomheder, og vores rolle bliver at give overblik over opgaverne og være med til at sikre, at så meget så muligt lander lokalt, siger Rasmus Holst-Sørensen, der forklarer, at vurderingerne går i retning af, at investeringer for i alt omkring 17-20 milliarder kroner er på vej i Køge gennem de næste 10-15 år i form af blandt andet det nye sygehus og Køge Kyst.