Fortsæt til indhold

Byens bedste boost

Arkiv
Tekst og foto:

Thomas André Petersen Selvfølgelig kan man spekulere sig svimmel over, om en trecylindret motor kan stå distancen. Bilkøbere har historisk set stået med mange trecylindrede motorer og ærgret sig gule og grønne, når bilen bagefter skulle sælges, fordi disse maskiner ikke har samme holdbarhed som fire- og sekscylindrede. Men moderne legeringer og turbo-assistance har forbedret chancen for et solidt og slidstærkt produkt. Tænk på, at vi efterhånden har næsten ufattelige fakta. For det første har vi vænnet os til, at vi kan køre langt over 20 km på literen i en benzinbil med en køreklar vægt på 1.100 kg. For det andet at motoren, der gør det muligt, er en lille fis på 1,0 liter, som oven i købet præsterer 125 hk i stærkeste version.

Kæmpe fornyelse

Netop turboen gør hele forskellen. For det er den, der skaber det høje drejningsmoment, som gør Fiesta’en i stand til at accelerere uden at miste pusten og dermed bruge en masse benzin i processen. Samtidig gør den Fiesta EcoBoost pokkers omgængelig, fordi den har kræfterne over et meget større omdrejningsområde end den ældgamle 105-hestes 1,6’er, som den i realiteten afløser. Ved almindelig dynamisk kørsel med overhalinger og et møde, en fodboldkamp eller en utålmodig aftensmad, der trækker i den anden ende, viser den veloplagte turbo-spæner sig fra sin hjælpsomme side og løser den tilspidsede opgave uden en masse ekstra gearskift. Den trækker bare uden at forlange noget særligt for ulejligheden.

Køreoplevelsen er helt i top - også hvis man skal skynde sig lidt.

Jo mere man tænker

Man føler virkelig, at man sidder med et moderne køretøj mellem hænderne. Pludselig kan man transporteres med dieselmotorens økonomi og sejtræk til benzinmotorens anskaffelsespris. Samtidig manøvreres uden om statens afgifter på dieselmotorer og risikoen for et tilstoppet partikelfilter, fordi man kører for korte ture. Jo mere, man kører med 1,0 EcoBoost og tænker over den, des mere mening giver den. Vi testede topmodellen, Titanium med alt det lækre udstyr, der såmænd ikke adskiller sig væsentligt fra konkurrenternes. Men så meget lille bil med så god fornemmelse til 163.000 kroner. Så er der ikke noget at sige til, at småbilerne har succes.