Indbyggertallet i Varde kommune SKAL øges
Af Tom Arnt Thorup, byrådsmedlem for det Konservative Folkeparti, Møllevangen 24, 6800 Varde
Det er træls læsning når vi nu kan konstatere, at nye borgere ikke i ønsket omfang bosætter sig i Varde kommune. Det faktum skal få byrådet til at genoverveje strategien og indsatsområderne for at tiltrække nye borgere. Samtidigt bør byrådet også endnu mere aktivt imødegå fraflytning fra kommunen.
I forbindelse med den nye kommuneplan har bl.a. Konservative påpeget, at der ikke mindst mangler udstykning af nye grunde i Varde syd. Områderne ved Højgaardsparken og ved Hjertecentret er her oplagte at inddrage. Disse grunde vil være yderst centralt beliggende, ikke langt fra omfartsvejen, motorvejen og storbyen Esbjerg. Området i Varde Syd vil også være attraktivt for kommende militærfolk. Helt basalt kræver en øget bosætning, at der er grunde til salg, som folk gerne vil bygge på. Det fordrer lokalplaner som muliggør, at man kan bygge sit drømmehus.
I Varde by har vi Nationalpark Vadehavet, gode folkeskoler, godt uddannelsesmiljø, et givtigt foreningsliv og fantastiske sportsfaciliteter, flot golfbane, samt gode butikker og forretninger.
Men Torvet og Shellgrunden trænger til en ”kærlig” hånd. Her er vi dog på vej, lokalplanen er godkendt og der arbejdes frem mod økonomisk virkeliggørelse.
Naturen er lige udenfor byen. Med Varde å området, Naturpark Vesterhavet og Filsø – har vi samlet rigtig meget at byde på. Lad os derfor alle arbejde på snarest at få lavet endnu flere attraktive bymiljøer og en sikring af attraktive grunde i kommunen.