Fortsæt til indhold

De eftertragtede børneloppemarkeder er flyttet til tirsdag

Der har igennem mange år været tradition for børneloppemarkeder i Varde handelsby, og den gode tradition holder Varde Handel naturligvis ved.

Arkiv
Kim Schou

Der er dog en væsentlig ændring – de vil i år foregå hver tirsdag i juli måned i tidsrummet 10.00 – 15.00.
”Vi har oplevet utallige gange, at torvet ganske enkelt ikke kunne rumme de mange små kræmmere, så derfor har vi valgt tirsdag fremadrettet, hvor salget af ost, grønt og fisk ikke er der,” udtaler formand for Varde Handel, Marianne Ahlers Sørensen.
Samtidig er tidspunktet flyttet, så der er adgang for opstilling og etablering af boder kl. 10.00.
”Som handelsstandsforening er det kun det rette at gøre, nemlig at skabe aktivitet på byens torv i butikkernes åbningstid, og så kan børnene jo også sove lidt længere i deres sommerferie,” smiler Marianne.
Man er velkommen til at benytte toiletterne på børnebiblioteket. Husk at rydde pænt op efter Jer, og parker bilen for eksempel ved Åen eller på Stålværksgrunden, hvor der ingen tidsbegrænsning er.
Og så et hjertesuk – husk det er børnenes marked – lad være med at ”prutte” for meget om prisen, og sørg for, at de fremmødte børn på alle måder får en dejlig og hyggelig dag.
Der vil være en medarbejder fra Varde Handel til stede i tidsrummet 10.00 – 11.00.