Fortsæt til indhold

Hellig ko med fadbamser

Roskilde Skiklub bragte to moderne klassikere til Festivalen

Arkiv
Henrik Wanscher

I dag anser de fleste burgere og fadøl som klassiske bestanddele af en god festival-oplevelse.
Men for bare lidt over 30 år siden blev der rynket på næsen, da Roskilde Skiklub fik ideen til at servere de to ting på Roskilde Festival.
- Den gang var det sådan, at man skulle komme med et nyt koncept, hvis man gerne ville have en bod på Festivalen, fortæller Frans Goldbach, der var med til at få skiklubben startet på Roskilde Festival.
- Derfor foreslog vi, at vi kunne servere Skiburgeren og udskænke fadøl, tilføjer han.

Blandet modtagelse

Ideen var god nok til, at Roskilde Skiklub fik en bod.
Men selvom kombinationen af burgere og fadøl i dag er helt almindelig og for mange ganske naturlig, så var der modstand.
- Vi spurgte Tuborg, om de ville levere fadøl til os, men de syntes ikke om ideen.
- Men heldigvis fik vi en aftale med Ceres, og folk fandt hurtigt ud af, at brugere og fadøl fungerede godt som festivals-mad, da det er let at spise, når man ikke lige sidder ved et bord, fortæller Frans Goldbach.

Burgeren er en populær festival-spise, og over årene er der kommet mange varianter til. Men Skiburgeren er den originale burger på Roskilde Festival.

Samme opskrift

Roskilde Skiklub fik da heller ikke lov til at beholde deres ide for sig selv længe.
Festivalen overtog hurtigt selv salget af fadøl, og der er med tiden også kommet andre burgere til, når musikken spiller på Dyrskuepladsen.
Skiburgeren er der dog ingen, der har rørt ved.
Det gælder også skiklubben selv, der på trods af opskriftens alder stadig mener, at en Skiburger i dag skal laves, som den blev lavet, da den først kom til Festivalen.
- Skiburgeren har en decideret fanklub, der bare ikke mener, at de har været på Roskilde Festival, hvis de ikke har fået en rigtig Skiburger, fortæller Kurt Hjortsø, der i dag er manden, som sørger for, at der bliver langet Skiburgere over disken på Festivalen.
- Vi sørger bare for at ingredienserne er så friske som muligt, og så kommer folk tilbage, tilføjer han.

En hellig ko

Fremtiden for Skiburgeren skulle altså være ganske godt sikret.
Både Frans Goldbach og Kurt Hjortsø mener, at den klassiske blanding af thousand island-dressing, syltede agurker, løgringe, salat, tomat, bøf, salat-mayo i en bolle skal holde mindst 30 år endnu.
- Skiburgeren ligger simpelthen som et fundament for vores arbejde på Festivalen.
- Man kan sige, at den er vores hellige ko, siger Frans Goldbach.

hw@roskildeavis.dk