Fortsæt til indhold

1.000 skilte på en uge

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen
Snerlerne snor sig op ad containeren, og metaldøren gør modstand, da Steen Klinge møjsommeligt kæmper med at hive den op og derefter træder ind.
Det er første gang i et helt år, at dagslyset rammer indholdet, der har været gemt væk siden sidste sommer.
Frem hiver Steen Klinge det ene skilt efter det andet. Han har arbejdet som frivillig i festivalens skiltegruppe i 17 år, og er dermed en af de ansvarlige for de mere end 1.000 skilte, der skal fremstilles og sættes op på og omkring festivalspladsen og på stationen.
Faktisk er alle skiltene, der har noget at gøre med festivalen, skiltegruppens værk, undtagen nogle af dem på madboderne. Dem har foreningerne ofte selv kreeret.
De omkring 30 personer i gruppen designer, trykker og plotter (skærer bogstaverne ud og sætter dem på skiltene red.)
Derefter hænger de skiltene op, erstatter dem, hvis de går i stykker og tager dem ned igen, når festivalen er ovre.
Steen Klinge viser et stort adgang forbudt skilt frem, der er blevet genbrugt et par gange.
Han ærgrer sig over, at en eller anden har formastet sig til at tegne på det.
Han stiller det ved siden af et lille udpluk af de andre skilte, der viser hen til festivalen, til toiletter, til scener og meget andet.

Skilte hjælper videre

Skiltene viser ikke kun festivalgæsterne videre. De har også hjulpet to af gruppens frivillige videre.
Jacob Lyngsø fik som grøn designer et grafikerjob, fordi han kunne fortælle, at han havde erfaring med skilte.
Laust Lyngsø fik klaret en del af sin erhvervspraktis som skiltetekniker i gruppen.
Skiltegruppen er med til at uddanne unge skilteteknikere fra Teknisk Skole. I år kommer otte studerende i praktik på stedet.

Jacob Lyngsø har arbejdet 13 år i skiltegruppen. Han er uddannet grafiker- og computerdesigner. Da han var færdig med sin uddannelse, hjalp skiltejobbet på festivalen ham til at få et fast betalt grafikerjob.
Et udsnit over, hvor nogle af skiltene skal være sat op, når det går løs med festivalen.