S-veteraner gik ned
Den efterhånden temmelig forhenværende borgmester Poul Lindor og gruppeformand Frede Lærke gik ned med en ordentlig lussing ved byrådets seneste møde. Her stod de to S-veteraner bag et mislykket bagholdsangreb på partifællen Torben Jørgensen, der er formand for Teknisk Udvalg.
Den opsigtsvækkende episode foregik midt under byrådets åbne møde i en sag om nedlæggelse af fire lejelejligheder i Bredgade 11 og 13, der skulle omdannes til 11 ejerlejligheder.
Enhedslistens Jonas Paludan havde flere uger inden stillet flere spørgsmål om det, men på grund af en teknisk fejl i forvaltningen havde han ikke fået noget svar.
Samtidig kunne partifællen, viceborgmester Henrik Stougaard, forklare, at denne trafik blev anvendt for at omgå loven, der skal sikre, at lejelejligheder bevares i Danmark.
Denne kritik - og ikke mindst forvaltningens fejl - fik formand Torben Jørgensen til at foreslå, at så måtte sagen gå om i Teknisk Udvalg.
Mod intern regel
Trods en intern regel i Socialdemokratiet om, at hvis en af partiets udvalgsformænd stiller sådan et forslag, så skal hele gruppen følge det, valgte de to S-veteraner Lindor og Lærke alligevel i salen at fastholde forslaget og afviste en udsættelse,
Resten af den helt forvirrede S-gruppe fulgte derefter sin gruppeformand og tidligere borgmester.
Men udvalgsformand Jørgensen fik til gengæld flertal sammen med alle øvrige partier, og sagen skal nu på ny behandles i Teknisk Udvalg.
tk