Fortsæt til indhold

Tankens bager med noget på hjerte

Arkiv
Erling Baastrup

Festivalen i Grundfør kan i år præsentere fire erfarne musikere fra det fynske. De spiller egne numre i singer-song writer-traditionen. De har fælles interesse for dansksproget pop/rock/vise/folk musik.

Skriver selv

"Krumtap" er forsanger og sangskriver Claus Dencher. Han skriver størstedelen af sangene og er altid god for en gennemarbejdet sang.
Jesper Vang er udover at være bassist blevet inspireret af Claus til at skrive sange. "Det kan da ikke være så svært", som han siger.

Leadguitarist Mikkel Schacht-Petersen, er altid garant for gode riffs og spændende soloer.
Trommerne spilles af René Møller Dehnfjeld, som udover at ligge stabilt på beatet, også styrer "kordrengene" med hård hånd.
Vi har talt med Claus.

Tankebageriet

Hvorfra navnet?
"Tankens bager" kommer egentlig fra en sang, jeg engang skrev. Den handler om det dobbelttydige i navnet: At man hos Tankens bager kunne få kager og søde sager, altså den søde materielle stimulans, men i ens eget "tankebageri", altså i fantasi og kreativitet, kan man få meget mere."

Spiller og synger I kun egne numre?

"Vi har så mange gode sange på repertoiret, så ja. Vi kan også godt finde på at spille lidt kopimusik, for venner og bekendte. Det klarer vi, i al beskedenhed, ret godt!"

Sværere på engelsk

Hvorfor kun dansksproget?
"Jamen det var egentlig en beslutning vi tog fra starten. For mig at se kræver det en del at skrive nuancerede tekster på et andet sprog. Naturligvis kan man sagtens nærme sig noget godt, men for mig og Jesper er det ofte forsøget på at finde de poetiske nuancer i det danske sprog som er udfordringen. Det er sværere på engelsk."

Håber på ny plade

"Tekster med noget på hjerte" siger I. Hvad for eksempel?
"Kærlighed, ensomhed, frygt, livet og døden....!"

Nogle eksempler på, hvem I kan sammenlignes med?

"Det er svært at finde direkte sammenligning, når jeg selv skal sige det. Men som nævnt er det Singer-song writer-traditionen med bl.a. Bob Dylan, danske Allan Olsen og også Nikolai Nørlund. Alle nogle fantastiske sangskrivere.
Har I udgivet mere end en EP?

"Nej, men vi har numre nok til en ny, som vi håber, vi snart kan få lavet."