Støt stigning til Sjælland Rundt på Cykel-løbene
CYKELSPORT: Der bliver godt gang i den på Køge Torv lørdag den 29. juni, når Nordea og Køge Cykel Rings Venner afvikler den 34. udgave af cykelmotionsklassikeren Sjælland Rundt på Cykel med start og mål på Køge Torv.
Allerede kl. 06.00 sendes de første morgenfriske ryttere ud på den 300 km lange Sjælland Rundt rute. Kl. 08.00 kommer turen til deltagerne på Køge Tours runden der er på 195 km og to timer senere gælder det holdene på den 98 km lange Køge Tours.
Kl. 14.00 skydes Køge tours For hele Familien - en rute på 25 km hvor alle kan være med - afsted.
- Det er glædeligt at interessen for disse arrangementer er støt stigende. Vi er således - onsdag eftermiddag - oppe på lidt over 1.800 tilmeldte til de tre store ture. Og når vi så oven i købet kan se frem til ganske fint vejr, forventer vi, at vi når tæt på de ialt 2.000 deltagere, hvilket er en stigning på 10-15 procent i forhold til 2012, siger Ole Poulsen fra Sjællands Rundt på Cykels sekretariat i Køge.
Det er formanden for Køge Cykel Rings Venner Ebbe Olsen der sender de første deltagere afsted kl. 06.00. 195-kom Køge Tours ruten startes af filialdirektør Jane Skouv Lapain fra Arbejdernes Landsbank i Køge, og måske bliver det sportsjournalist Morten Ankerdal fra TV 2 Sporten der sender 98-km KøgeTours deltagerne afsted. Men det vides ikke endnu med sikkerhed.
Sikker er det dog, at Morten Ankerdal kommer til Køge Torv for fra kl. 10.00 at kommentere løbet frem til de fleste deltagere er tilbage på Køge Torv.
- Skulle nogen have lyst til i sidste øjeblik at deltage i ét af de fire løb kan det sagtens lade sig gøre endnu. Man kan således helt frem til på selve løbsdagen tilmelde sig ved henvendelse til sekretariatet i arkaden på Køge Rådhus, slutter Ole Poulsen.