Braunstein er klar med ny jubilæumsøl til køgenserne
Bryghuset Braunstein har brygget en jubilæumsstout i anledning af Køges 725 års jubilæum.
JUBILÆUMSØL: Der er en oplagt lejlighed til at fejre i denne tid i Køge, hvor 725-års jubilæet kalder på festligheder, og i næste uge vil der også være en oplagt drik at skåle med i handelen.
Her sender Bryghuset Braunstein nemlig sin jubilæumsøl på gaden. Det er en mørk øl af typen stout, og Michael Braunstein beskriver den som let at drikke og god til mad.
Jubilæumsøllen er begrænset til 2500 flasker, og den vil udelukkende være i handelen i forbindelse med byjubilæet. Man kan både finde den hos Braunstein på havnen og i forretninger i byen.
- Vi synes, at det kunne være sjovt at bakke op om jubilæet med en særlig øl, siger Michael Braunstein om jubilæet, som en lang række af byens foreninger og erhvervsdrivende er med til at markere i denne tid. Braunstein har også for nylig sendt en jubilæumssnaps på gaden.
Den nye jubilæumsstout er økologisk, og den holder en relativt lav alkoholprocent for en stout med sine 4,5 procent.