Fortsæt til indhold

Nye junioridrætsledere udklækket i Køge

Arkiv
Per Møller

KØGE: 18 elever fra fire skoler i Køge Kommune afsluttede onsdag formiddag deres uddannelse som junioridrætsledere. Ved deres eksamen, der foregik på Kirstinedalsskolen i Ølsemagle, skulle de vise, hvad de kan i praksis og hvad Skolesports-børnene i kommunen kan forvente, når junioridrætslederne trækker i arbejdstøjet efter sommerferien.
De 18 elever der kommer fra fra 7. og 8. klasse på fire forskellige skoler i Køge Kommune fik lejlighed til for alvor at vise hvad de har lært da de afsluttede deres uddannelse som junioridrætsledere.
Herefter skal de være hjælpetrænere i Skolesport, som Køge Kommune i samarbejde med Dansk Skoleidræt har kørt siden 2005.
Skolesport giver børn fra 0.-6. klasse, der måske har lidt motoriske eller sociale udfordringer, mulighed for at dyrke sport i trygge omgivelser på deres egen skole efter skoletid.
Tovholder på Skolesport i Køge Kommune Tommy Brun Larsen står for uddannelsen af junioridrætslederne på alle de deltagende skoler.
Undervejs i uddannelsen har de bl.a. samarbejdet med de lokale foreninger - heriblandt American Football i Køge - og her har der især været fokus på at skræddersy træningspas, hvor Skolesports-børnene kan være med.
- Til eksamen skulle eleverne selv sammensætte en 20 minutters opvarmningsserie, som de så gik på gulvet med, forklarer Tommy Brun Larsen.
Tommy Brun Larsen forklarer yderligere, at det var tydeligt, hvordan serien fungerede i praksis og ramte målgruppen, for der stod nemlig hele to 2. klasser klar til at blive sat i gang af de energiske junioridrætsledere.
- Alle bestod og alle var glade, siger Tommy Brun Larsen.
Det var anden gang projektet blev gennemført i Køge kommune.