Ny aftale med lærerne
Flertal i byrådet er også klar til at diskutere arbejdsforhold i Roskildes skoler
Et stort flertal i Roskilde Byråd vedtog på mødet onsdag aften, at kommunen skal indgå en ny aftale med lærernes lokale organisation. Den kan også omfatte arbejdstid og andre forhold på skolerne. For dette stemte Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Venstre stemte imod, mens de Konservative undlod. Inden havde de lokale politikere været gennem en længere og ganske animeret debat, hvor ikke mindst Venstres Peter Madsen spillede en rolle. Han mente, at flertallets vedtagelse var en gang 'varm luft', der kun var ment som valgflæsk til lærerne efter forårets bitre konflikt. Samtidig kritiserede Madsen, at byrådets centrale Økonomiudvalg med partilederne nu har overtaget sagen, fremfor at lade den behandle i Skole- og Børneudvalget. Venstre-politikeren mente også, det gik imod regeringens indgreb og den nye skolereform, hvis kommunen nu indgik en lokal aftale, der også omfatter regler om arbejdstiden. Derfor stillede han forslag om, at det ikke måtte indgå i de kommende forhandlinger med skoleledere og lærerne, men dette blev stemt ned, så der altså nu er mulighed for det. Oprindelig var forslaget om at indgå en ny aftale med lærerne stillet af S-SF-R, men Enhedslisten og Dansk Folkeparti tilsluttede sig også dette ønske undervejs, efter at flere ændringsforslag var blevet stemt ned. tk