Rislund og brødrene Damp gæster Hugo's
JAZZLØRDAG: Hugo's musikscene i Brogade 19 i Køge får lørdag den 6. juli kl. 11.30 besøg af ingen ringere end Søren Rislund og trioen ”Brødrene Damp”. Hvorefter byen ikke længere vil være den samme…!
Brødrene Damp tager livtag med enhver tænkelig musikalsk genre med besætningen trækharmonika, trommer og sang der sammenkædes med first generation impro-stand-up.
Trioen udgøres af sangeren og taleren Søren Rislund -landskendt entertainer gennem mere end 30 år, Øyvind Ougaard, Danmarks bedste og vildeste trækharmonikaspiller, kendt bl. a. fra Monrad & Rislund og talløse andre konstellationer samt trommeslageren Kalle Mathiesen, der har chokeret på alle kontinenter med sit solo percussion- and looping show Kalles World Tour.
Han leverer også teatermusik m.v. til bl. a. Søren Østergaard, og gjorde senest nye landvindinger med sine sære mash-ups i Radio 24/7.
”Livsbekræftende” er fællesnævneren for Brødrene Damps fremturen.
Både Ougaard og Mathiesen spiller godt og vel igennem på deres respektive instrumenter. Rislund ”synger” og kæder med uforudsigelig men kvalificeret tæft det hele sammen –og mere til.
pm