Fortsæt til indhold

Husk at slappe af i ferien

Uanset hvordan du foretrækker at holde ferie, er det vigtigt, du får slappet af

Arkiv
Af Anders Due

Ferie, endelig ferie. Men hvordan holder man egentlig ferie? Altså, hvordan slapper man helt af?
Mit bud vil være, at det er helt op til det enkelte menneskes behov. Jeg holder ferie med en god bog, mens min hustru holder af gode oplevelser. Det vigtigste i familien er at afstemme det enkelte familiemedlems behov.
Først og fremmest vil det være rigtig godt at planlægge i god tid. Hvad er familiens ønske til ferie lige her og nu, og dernæst: Hvad er det vi vil opnå med en ferie og tænke tilbage på.
Jeg holder af at undvære computeren og mobilen, men mine børn vil blive vildt stressede, hvis computeren ikke må komme med. Jeg vil gerne bo lidt primitivt, mens min hustru skal have både koldt og varmt vand, med hvad der medfølger.
Vigtigst for mig er, at jeg på min ferie kan koble helt af og komme væk fra min hverdag. Når jeg tænker tilbage på en god ferie, er det som regel en ferie, hvor jeg helt har glemt min hverdag og blot har nydt feriens oplevelser med familien.
Skal ferien være i udlandet eller hjemme i det skønne Danmark er op til den enkelte familie. Men ofte hører jeg familier sige: ”Puha, det er godt at komme hjem, så vi kan slappe lidt af.” Så undrer jeg mig, og tænker. Det er jo ikke ferie, hvis man kommer hjem og har behov for at slappe af. Der har nok været masser af oplevelser, men var der reelt afslapning? Ja, det er op til den enkelte familie, hvor hårdt ferie-programmet skal være. Men for mit vedkommende, så er min ferie til for at ”lade” mit indre batteri op igen.
Får du ”ladet” dit batteri op i ferien?