500 patienter i livsfare
Rigshospitalets monopol rammer folk med blodprop i Roskilde, siger Bent Jørgensen
Folk i Roskilde og resten af Region Sjælland har større risiko for at dø af en blodprop end andre steder i Danmark. Hvert år kommer 500 personer på den måde i unødvendig ekstra livsfare og risikerer at få større eksempelvis hjerneskader.
Alt sammen fordi Sundhedsstyrelsen har givet Rigshospitalet monopol på at behandle blodpropper, selv om Roskilde Sygehus har den nødvendige ekspertise, fortæller regionspolitikker Bent Jørgensen.
- Jeg er rystet over, at vores patienter dør på vejene eller får brug for ekstra meget genoptræning på grund af en beslutning, som ikke er taget ud fra en lægefaglig vurdering. Det kan ikke være rigtig, at folk i Roskilde og på Sjælland dør, fordi sygehuse i hovedstaden bliver tilgodeset.
Afstand afgørende
Afstanden til sygehuset er afgørende for, om man overlever, og hvor skadet man bliver med en blodprop.
På grund af den store afstand til Rigshospitalet er gennemsnittet af hjertedødeligheden langt større i Region Sjælland end i resten af landet, hvor man har kortere til sygehuset, der kan behandle blodpropper. Den lange transportvej vil blive formindsket kraftigt, hvis patienterne kunne få lov til at blive behandlet på hjertecentret på Roskilde Sygehus.
Regionen har søgt om, om Roskilde Sygehus kan få tilladelse til at behandle patienterne men fået afslag.
Et enigt regionsråd har derfor samlet skrevet et brev til sundhedsminister Astrid Krag. Her forklarer de, at Sundhedsstyrelsen ikke lever op til målsætningen om at sikre alle borgere i Danmark, uanset bopæl, skal have et ensartet og velkvalificeret behandlingstilbud.
ag@roskildeavis.dk