Fortsæt til indhold

Pølse-satsning under Festival

I festival-ugen vil der være ristede med det hele og bøfsandwich på Hestetorvet

Arkiv
Henrik Wanscher

Efter en lang tur med toget, hvor man måske har delt vogn med flere mennesker, end man ville have foretrukket, kan en ristet pølse og en sodavand være en udmærket måde at komme til hægterne.
Står man af i Roskilde, vil man normalt skulle gå et stykke vej for at finde en traditionel pølsevogn.
Men fra søndag 30. juni og frem til lørdag 6. juli udvider pølsemand Frede Tømmerup sin forretning på Schmeltz Plads og kaster anker med en skinkekutter oppe på Hestetorvet.
- Det er andet år i træk, at jeg slår mig ned på Hestetorvet under Festivalen, fortæller pølsemanden.
Jeg har prøvet, om jeg ikke kunne få lov til at være der i flere dage, men kommunen er ret strikse med reglerne, tilføjer han.

Lysten driver værket

Ifølge Frede Tømmerup er det ikke udsigten til indtjening, der får ham til at leje en ekstra pølsevogn og slå sig ned på Hestetorvet.
Faktisk anser han sig selv for at være heldig, hvis man lige kan tjene sine penge hjem.
Men det faktum skræmmer ikke den erfarne restauratør, der igennem de sidste 13 år har sørget for, at man ikke behøvede at frygte pølsesult på Schmeltz Plads.
- Jeg kan bare godt lide, at gøre noget, så jeg også støtter op om at vise byen frem under Festivalen.
- For eksempel har kommunen jo ikke lavet noget turistkontor på Hestetorvet, og der kan jeg jo hjælpe folk lidt med at finde frem til byens seværdigheder, siger Frede Tømmerup.

Ikke godt nok

Pølsemanden frygter dog, at der kan blive lidt stille for vognen på Hestetorvet.
Da han sidste år rykkede derop, oplevede han, at det var småt med folk, der tog turen igennem byen, før de drog ud til musikken og festen på Dyrskuepladsen.
Her synes Frede Tømmerup, at kommunen burde tage sig selv i nakken og sørge for, at give de besøgende en årsag til at blive lidt i midtbyen.
- Som det er nu, har folk jo meget lidt at lave herinde, siger han og fortsætter:
- Jeg kan ikke forstå, at man ikke laver sådan noget som små koncerter eller lignende, så vi har en mulighed for at holde lidt på folk.

En simpel menu

Som det er nu må Frede Tømmerup så selv sørge for at folk kigger forbi hans vogn til en bid mad og en snak.
Hvis man er hærdet gæst hos Danmarks svindende hær af pølsemænd, skal man dog ikke regne med, at man har helt de samme valgmuligheder som normalt i pølsevognen på Hestetorvet.
- Jeg har besluttet, at satse på ting, der ikke kræver alt for meget arbejde.
- Derfor vil der kun være ristede pølser, bøfsandwich og så selvfølgelig en sodavand til tørsten, fortæller den festival-beredte pølsemand.

hw@roskildeavis.dk