15-årig pige har tunet kajakken
Stine Therese Høy Møller har for alvor fået fart i kajakken og er kommet på landsholdet
14-årige Stine Therese Høy Møller havde ikke problemer med at få tiden til at gå og finde på noget at lave under den fire uger lange lærerlockout i april. Hver morgen stod hun tidligt op og mødtes med sine kajakvenner i Vejle Kajakklubs midlertidige klubhus på Ibæk Strandvej ved udmundingen af Vejle Å i Vejle Fjord.
Stine trænede tre gange om dagen under lockouten, og den ekstra træning har været medvirkende til, at hun i år allerede har roet over 1.000 kilometer i vandet. Til sammenligning roede hun sidste år under 1.000 kilometer i alt.
I slutningen af lockout-perioden var Stine meget tæt på at kvalificere sig til landsholdet til Spring Regatta på Bagsværd Sø.
Fy og Bi
"Jeg kunne ikke ha', at jeg var så tæt på uden at komme med, så jeg begyndte at træne endnu hårdere," fortæller kajakroeren, der normalt træner en eller to gange om dagen efter skole og kun holder fri fra kajakken om fredagen. Den hårde træning gav resultat til Bagsværd Regatta i starten af juni måned. Her tog Vejle-roeren, der i mellemtiden var blevet 15 år, et stort tag fremad og kom i U16 A-finalen i både K1 200 meter, K1 500 meter og K1 2.500 meter, selvom hun er førsteårs-roer i U16 klassen.
Efter stævnet blev hun udtaget til U16-landsholdet og Nordiske Mesterskaber, der bliver roet i starten af august på Bagsværd Sø. Her skal Stine deltage i K2 løb sammen med Linea Ebbesen fra kajakklubben 361, som landstræneren har sat hende sammen med. De to piger har ikke tidligere roet sammen og er pudsigt nok hinandens fysiske modsætninger. Linea Ebbesen er hele 188 centimeter høj, mens Stine er en af de mindre roere med sine 163 centimeter og 50 kilo.
"Jeg er ikke så høj og stærk som mange af mine konkurrenter, men min kondition er god, og jeg har en rigtig god teknik," fortæller Stine.
Hun glæder sig NM, selvom det ikke er i hendes favoritdisciplin, som er enerkajak, K1.
"Jeg kan godt lide det individuelle, hvor det kun er mig, der afgør det, og jeg ikke kan skyde skylden på andre end mig selv," forklarer hun.
Har droppet Canada
Den 15-årige kajakroer er blevet så seriøs med sin sport, at hun har ændret sine uddannelsesplaner for sportens skyld. Stine havde snakket med familien om at tage på udveksling efter 9. klasse, og man havde fundet en familie i Canada, hun kunne bo hos.
Det har hun valgt at droppe, fordi det kolliderer med næste års kajaksæson, hvor hun som ældste årgang i U16 satser på at få endnu bedre resultater og har en større chance for at blive blandt de allerbedste i favoritdisciplinen K1.
Det er kun de allerbedste fra hvert land, der får lov til at stille op i enerkajak til for eksempel Nordiske Mesterskaber, hvor Stine i år må "nøjes" med at være med i K2.
Efter sommerferien fortsætter den talentfulde kajakroer i 9. klasse på Petersmindeskolen tæt på hjemmet på Uhrhøj. Derefter er det planen at tage 10. klasse og samtidig give den en skalle i kajakken for at finde ud af, om hun for alvor skal satse på sporten.
Efter 10. klasse regner Stine med at fortsætte på Rødkilde Gymnasium, hvor man har mulighed for at forlænge uddannelsen med et år, hvis man bliver godkendt som eliteidrætselev af Team Danmark.