Reddet af Roskilde-ambulance og familie. En heldig dag at dø
Kim Lundgren døde fredag 7. juni om aftenen.
Men takket være en hurtig indsats fra svigerdatter, søn og ambulancefolk fra Roskilde Brandvæsen er han i dag igen i live og helt uden mén efter den dramatiske oplevelse.
Han har fået en pacemaker, der giver ham et stød, når hjertet truer med at stoppe, og han er stadig lidt træt efter den voldsomme dag. Men snart er han klar til at starte på arbejde igen i forretningen sammen med sin søn.
- Jeg tænker hele tiden på det, jeg kunne være død nu eller have en hjerneskade, siger Kim Lundgren.
Han er meget taknemmelig for, at ambulancerne er i Roskilde, da en større afstand ville have været dødbringende for ham.
I denne uge inviterede han sine redningsmænd fra Roskilde Brandvæsen på besøg for at sige tak for den livgivende indsats, de ydede sammen med hans familie.
Faldt om i maden
Ifølge Kim Lundgren er det et rent lykketræf, når han nu kan fortælle om den dag, han fik livet igen.
Fredag aften var han inviteret på middag hos svigerdatter og søn. Han havde haft det dårligt hele dagen, og derfor afslog han indbydelsen, men trods protester fik parret Kim til at møde op alligevel.
Under middagen faldt Kim Lundgren hen over bordet.
Fra det tidspunkt er alt sort for ham, og han husker først noget igen, da han vågnede op på hospitalet søndag eftermiddag.
Svigerdatter Maria Rosenkrans Andersen husker til gengæld det hele meget klart.
- Vi troede først, han lavede sjov ved bordet og bad ham stoppe.
Pludselig går det op for hende, at det er alvor.
Pumper hjertet i gang
Hun ser, at hans fingre er ved at blive blå, lytter panisk til hans åndedræt, som ikke er der mere.
I mellem tiden ringer hendes mand Stefan til 112.
- Jeg råber, han skal hjælpe mig med at få Kim ned at ligge på gulvet, så jeg kan give ham frie luftveje og hjertemassage, siger Maria.
Stefan tager hurtigt over med massagen, da der skal bruges mange kræfter for at holde hjertet i gang, imens bliver Maria vejledt af alarmcentralen, mens hun også giver kunstigt åndedræt til svigerfar.
Der går ikke mange minutter før to ambulance-folk og en paramediciner står i døren og hurtigt tager over.
De fortsætter hjertemassagen og får Kim Lundgren bragt ind i ambulancen.
Ambulance-assistent Louise Nielsen giver hans hjerte et enkelt elektrisk stød, der sætter den vigtige muskel rigtigt i gang igen.
De tre ambulance-folk er enige om, at det er takket være svigerdatter og søns gode arbejde, at Kim i dag lever uden mén fra dødsfaldet.
Chok og taknemmelighed
Det er seks år siden svigerdatter Maria tog et livredderkursus, alligevel var hun ikke tvivl om, hvad hun skulle gøre, da svigerfar skulle reddes.
- Jeg var i chok, men det handlede om at redde liv, og endda min egen svigerfars. Det var så stort og følelsesladet, men jeg gjorde alt, jeg havde lært. Det sad på rygraden, fortæller Maria, der ikke er et øjeblik i tvivl om, at hun skal på livredder-kursus igen.
Da hun hørte, at Kim Lundgren blev lagt i koma, da han kom på hospitalet, frygtede hun det allerværste for ham.
- Hvad hvis han var hjerneskadet, ikke kunne gå eller noget helt tredje. Det ville være en frygtelig omvæltning for alle, siger Maria og fortsætter:
- Det var en stor sten, der faldt fra mit hjerte, da han allerede blev vækket søndag og var sig selv igen.
Tak til ambulancefolk
Ambulance-folkene fra Roskilde Brandvæsen bliver sjældent inviteret hjem til dem, de redder.
Både Louise Nielsen og Tino Markussen og paramediciner Christian Lazzaro er imidlertid enige om, at det er en god fornemmelse, når arbejdet lykkedes.
- Det er det gode samarbejde både mellem os og familien, der redder liv, siger Christian Larazzo før de alle skal ind og drikke kaffe, spise kage og tale om dagen, hvor Kim døde og fik livet igen.
ag@roskildeavis.dk