Ny uddannelse flytter grænser
Evnen til at turde flytte sine egne grænser bliver konstant udfordret hos de studerende på entrepreneur-designmanager-uddannelsen på IBA. Det er kun sundt, for det matcher erhvervslivets behov, mener Mette Juul Nielsen
En spritny uddannelse åbner dørene til ukendte muligheder og nye udfordringer. Den tanke tændte Fjelstrup-pigen Mette Juul Nielsen, da hun blev optaget på første hold på den nye entrepreneur-designmanager-uddannelse på IBA i Kolding sidste sommer.
Den 22-årige studerende har da heller ikke savnet udfordringer det seneste år, hvor hun og hendes studiekammerater har arbejdet med projekter á fire-fem ugers varighed. En noget anderledes arbejdsform, end hun har været vant til.
"Jeg kommer fra gymnasiet, hvor vi havde flere kortere afleveringer om ugen. Derfor kunne det godt virke forvirrende og uoverskueligt at skulle i dybden med mange emner og holde en rød tråd over så lang en periode," fortæller Mette Juul Nielsen, der kan konstatere, at hendes personlige grænser har flyttet sig siden studiestarten.
"Grænserne ændrer sig, fordi vi hele tiden bliver presset til at tænke nyt og får bygget ny viden ovenpå. Vi lærer at tage chancer, og det giver en masse selvtillid, når tingene lykkes. Det er supergodt," siger hun og understreger endnu en vigtig pointe:
"Det er sundt at blive tvunget ud af sin komfort zone. Den omstillingsparathed matcher også erhvervslivets behov og det, politikerne efterspørger hele tiden," siger hun.
Tæt på omverdenen
Uddannelsen indeholder blandt andet design, forretningsudvikling og projektledelse. Og Mettes projekter har haft elementer af det hele: Et forløb handlede om at designe ny emballage til en parfumeflasker, et andet om at markedsføre sig selv med visitkort og hjemmeside og et tredje om at analysere et hotel og komme med forslag til forbedringer.
Hun er vild med, at uddannelsen er så tæt knyttet til verden uden for IBA.
"Det er fedt at kunne se, at det, vi lærer, kan bruges konkret i stedet for at sidde med nogle formler," siger Mette, der brænder mest for projektledelsesdelen på studiet. Efter sommerferien skal hun vælge valgfag, hvilket hun glæder sig til.
"Jeg skal have projektledelse og oplevelsesøkonomi. Det er områder, jeg brænder for, så det skal nok blive sjovt," siger Mette Juul Nielsen, der drømmer om en fremtid som projektleder i en virksomhed.
Et kreativt arbejdsliv
Lektor Gitte Bruun fra IBA glæder sig over Mettes udvikling på studiet og påpeger, at underviserne helt overlagt presser de unge lidt ud til kanten.
"Vi skal flytte de studerendes grænser for at finde deres kompetencer, som ofte er uforløste. Vi opfordrer dem hele tiden til at finde det, de brænder for, og så skal vi nok hjælpe med for eksempel at finde frem til den rigtige praktikplads," siger hun og tilføjer:
"Resultatet skulle gerne være nogle kandidater, der er eftertragtede for erhvervlivet og som får et spændende og kreativt arbejdsliv."