Fortsæt til indhold

Økologi på menukortet

Efter sommerferien skal der serveres økologiske retter på Helsehjemmet, Kløvervænget, Sillerup Plejekollegium og KompetenceCentret

Arkiv
Arkiv

Fire køkkener i Haderslev Kommune skal efter sommerferien omlægges til økologi. Haderslev Kommune har fået del i NaturErhvervsstyrelsens statslige midler fra Økologifremmeordningen til projekt om økologisk omstilling i offentlige køkkener. Midlerne fra NaturErhvervsstyrelsen er primært målrettet kompetenceudvikling af køkkenpersonale og projektstyring. Udvalget for Sundhed og Forebyggelse har på den baggrund bevilliget midler til frikøb af medarbejdere, udgifter til råvarer og lignende.
Omlægningen til økologi er et 2-årigt pilotprojekt, der igangsættes i et samarbejde mellem afdelingen for Sundhed og Forebyggelse, Øko++ og køkkenerne på Helsehjemmet, Kløvervænget, Sillerup Plejekollegium og Kompetencecentret.
"Vi er glade for, at pilotprojektet nu bliver en realitet, og vi glæder os til at gå i gang med omlægningen efter sommerferien. Vi har en Sundhedspolitik i Haderslev Kommune, der blandt andet sætter fokus på, at borgerne skal have serveret god og sund mad, og det bliver spændende at se, om omlægningen til økologi giver de forbedringer omkring sundhed, som vi forventer," siger formanden for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse Asta Freund.
Erfaringer viser nemlig, at en omlægning til økologi i offentlige køkkener betyder sundere mad i form af en bedre kostsammensætning med flere grøntsager og mindre kød, hvilket er i tråd med Fødevarestyrelsens anbefalinger. Samtidig kan omstillingen også have andre positive effekter som reduktion i madspildet, færre hel- og halvfabrikata og øget fokus på måltidskvaliteten.
Udvalget for Sundhed og Forebyggelse har bevilget 324.050 kr. til projektet.
NaturErhvervsstyrelsen uddeler 28 mio. kr. i både 2012 og 2013 til projekter, der omhandler omstilling til økologi i offentlige køkkener. Midlerne er ansøgt i et samarbejkde, hvor flere kommuner indgår. Det er derfor ikke muligt at få oplyst, hvor mange midler der er søgt til indsatsen i Haderslev Kommune.