Banko-banen er snart kridtet op
Fredericia Bankocenter er flyttet. Den 2. juni er der reception i de nye lokaler
Så kan du godt begynde at finde lykkebukserne og dine banko-sko frem igen. Fredericia Bankocenter åbner i nye lokaler, Nørrebrogade 16, der tidligere husede Elbo Grafisk.
"Her har vi to flotte haller til rådighed. Store åbne og lyse lokaler. Vi glæder os meget til at komme på plads, for vi har jo haft lukket siden påske. Der føles altså som lang tid - bankospillerne bliver ved med at spørge: Hvornår er I klar, åbner I snart?"
Kasserer hos Invalideforeningen 1969, Ove Andresen, og Pia Larsen, kasserer i FDF's Støtteforening glæder sig til at vise Fredericia Bankocenter frem til spillerne.
Fredericia Bankocenter holder åbningsreception søndag den 2. juni mellem kl. 14 og 16. Men der bliver ikke "rystet pose" og råbt numre op ved receptionen.
"Vi er ikke helt klar til bankospil endnu, men vi melder en dato ud ved arrangementet den 2. juni," lover Pia Larsen og Ove Andresen, der tilføjer, at flytningen til de nye faciliteter og ombygningen af erhvervslokalerne har været omfattende - blandt andet med etablering af nødudgange/flugtveje og ramper.
"Det har faktisk kostet en halv million mere end vi havde forventet. Men jeg er også sikker på, at bankospillerne nu får nogle fantastiske rammer," lyder det fra Ove Andresen.
Når datoen for det første spil i de nye lokaler er på plads, bliver der fremover spillet banko tirsdag, onsdag, torsdag, lørdag og søndag. 100-200 spillerne møder op hver gang.