Nu har også kommunens økonomichef sagt op
Der bliver bedre og bedre plads på chefgangen på Rådhuset
Økonomichefen har en central rolle i forhold til det såvel det politiske som til det administrative niveau. Økonomiudvalget har derfor besluttet, at rekrutteringsprocessen af en ny økonomichef startes hurtigst muligt - og det er ambitionen, at stillingen kan være besat den 1. oktober 2013. Om funktionen som økonomichef i Hvidovre Kommune står der i sagsfremstillingen: - Det er vigtigt, at vedkommende fagligt og kommunikativt kan bevæge sig ubesværet på de forskellige ledelseslag i kommunen, være faglig troværdig uden at gå på kompromis med den personlige integritet. - Det er ligeledes centralt for den kommende økonomichef, at det politiske niveau er velinformeret med aktuelle informationer om økonomiske trends i relation til den nationale og kommunale økonomi. Hertil skal økonomichefen sikre, at politikerne er velinformeret om den lokale kommunale økonomi og altid har et solidt beslutningsgrundlag, til brug for de videre politiske processer. - Kommunens direktion har ligeledes brug for en sparringspartner som kan understøtte og forstærke de initiativer og tiltag, der gøres lokalt i fagforvaltningerne og institutionerne med henblik på at styre økonomien i bred forstand. - Det fordrer, at den ideelle kandidat har et solidt fagligt afsæt i økonomisk teori og metode, har den nødvendige smidighed i forhold den faglige kompleksitet vedkommende vil møde i hverdagens samspil med politikere, kolleger og samarbejdspartnere samt evnen til at kunne sætte en strategisk dagsorden og samtidig være i besiddelse af den nødvendige gennemslagskraft, så initiativerne realiseres. På baggrund af ovennævnte er det forvaltningens vurdering, at rekrutteringsprocessen bedst håndteres i et samarbejde med et eksternt konsulentfirma. oashvidovreavis.dk