Torben Lendager gæster Solgårdsparken
Musik arrangement i Strøby Egedes oase onsdag aften den 10. juli.
MUSIKAFTEN: Sommerens musikarrangement nummer to i Solgårdsparken i Strøby Egede står nu for døren.
Det sker onsdag den 10. juli og for første gang er det lykkedes Solgårdsparkens Støtteforening at få fat på Danmarks ældste og evigunge teenager Torben Lendager med band.
Mange husker givet tilbage på tiden med Walkers, hvor han fik mange pigehjerter til at banke, mens han serverede deres store hits på en perlerække med masser af energi.
I dag har han indledt et samarbejde med to meget kendte musikere, som har en stor erfaring i at spille og servere popmusik på den bedste måde!
Torben Lendager har i de senere år mest koncentreret sig om at komponere og det er blevet til mange hits både i ind- og udland.
Men i Solgårdsparken står han igen på de skrå brædder til en rigtig dejlig aften med en blanding af nyt og gammelt.
Græstæppet er endnu engang gjort klar til en aften med plads til at synge med og få sig en swing-om.
I pausen sælges der det populære vinlotteri, hvor overskuddet som sædvanligt ubeskåret går til vedligeholdelse af Solgårdsparken.
Har man lyst til at spise, har man muligheden for at grille medbragt mad på de tændte griller fra kl. 18.00. Ved alle arrangementer serverer Den Hvide Kok buffet der kan bestille på tlf. 5666 1088 på dagen inden kl. 14.00.
Husk at det ikke er tilladt at medbringe egne drikkevarer til musikarrangementerne, dette gælder også kaffe, da salg af alle drikkevarer betaler musikken samt vedligeholdelse af parkens områder.
pm