Den nye præst i kristendommens vugge
Kristian Bøcker har været præst i Jelling i et par måneder. En mand der er kommet på den rette hylde
En, og to, og en, to, tre, fire.
Den takt kan han sagtens finde frem, for 47-årige Kristian Bøcker har spillet musik i mange år. Mest guitar og bas, men derhjemme i præstegården står et trommesæt, for den fik han i morgengave af hustruen, da de blev gift.
Og jo, han er musikalsk. Sådan da. For alt det med noder er ikke hans stærke side.
"Næ, fire-fjerdedels takt og så derudad. Det er mere mig," siger han og smiler.
Han kigger ud af vinduet fra sit kontor på kirkekontoret. Her kan han se ud over dele af den by, han nu er blevet præst i. Jelling. En by der er sin egen. Til tider sambarytmer, til tider finurlige jazzhymner og til tider ganske almindelige takter og så derudad.
"Jelling er en meget dynamisk by. Det fornemmer man straks. Her er mange mennesker medlem af mange foreninger, og mange deltager i mange forskellige sammenhænge," siger han.
Og så er Jelling en by, der sker noget i hele tiden. Han kan se det helt fysisk fra sit kontor. Han er kommet til by, hvor forandringer er overalt, og hvor kirken og sognet er del af Danmarkshistorien.
"Jellings historie er meget markant, og også for andre end borgerne i Jelling. Der er mange hensyn at tage. Og historien er også med til at forme byen. Man kan vel groft sagt sige, at Gud, konge og fædreland har sine egen pladser i Jellings bevisthed, og det er også det, der er med til at skabe dynamikken, men også med til at skabe mange diskussioner. I Jelling siger man gerne sin mening," siger han og nævner med et smil, at uenighed og diskussionslyst altid er velkommen, men ikke til gudstjenesten.
"Nej, der skal være plads til ro og fordybelse. Så må uenigheden forblive i våbenhuset," siger han med et stort smil.
Glad for Jelling
Jelling er også en noget større by end Randbøl, hvor han var præst de seneste seks år.
"Jeg havde en rigtig god tid i Randbøl, men søgte også mod byen, der dog ikke skulle være en storby. Så Jelling er helt perfekt. En af grundende til at søge mod en større by, var også at få kolleger i det daglige. Det havde jeg også i Randbøl, men ikke på samme måde. I jelling tager jeg hen på kirkekontoret hver dag og møder kolleger. Det savnede jeg i Randbøl," siger han.
Og det savn stammer fra tiden før, han blev præst i Randbøl. Der var han højskolelærer på Brandbjerg Højskole, hvor han underviste i kristendom, filosofi og musik.
"Når folk spørger om, hvad jeg savner fra min tid som lærer, så sagde jeg altid, at jeg savnede lærerværelset. Det kollegiale. Det har jeg fået her i Jelling," siger han.
Han har også fået sin faste gang i en by, hvorfra danskerne, ifølge Harald Blåtand, blev kristne. Så kristendommen er i den grad en medspiller i Jellings selvforståelse. Og nu har borgerne i byen så fået en ny præst. Han elsker sit job og byen har han og familien også taget til sig med det samme.
"Der er noget storby over Jelling uden på nogen som helst måde at være en storby. Det passer os så fint."
Kristian Bøcker blev uddannet teolog i 1996. Han blev valgt af et enigt menighedsråd. I alt søgte 23 stillingen. Kristian Bøcker er gift med Anne og har børnene Julie, Kirstine, Andreas og Johannes.