Nye vilkår for Haderslevs direktører
Direktører i Haderslev Kommune skal ikke længere være ansat på åremåls-aftaler
Haderslev Byråd besluttede forleden at ændre ansættelsesvilkårene for direktørerne Charlotte Scheppan og Rune Larsson. Med virkning fra 1. juli 2013 vil begge være ansat på kontraktvilkår. Det betyder, at der ikke er en fast ”udløbsdato” på ansættelserne. Begge har siden 2009 været ansat på åremål med udløb samt mulighed for forlængelse i juli 2015.
Ændringen blev besluttet efter indstilling fra kommunaldirektør i Haderslev Kommune Willy Feddersen.
Med ændringen følger Haderslev Kommune KLs anbefaling for ansættelse af direktører. KL anbefaler, som arbejdsgiverorganisation, kontraktansættelsesformen.
"Men nok så vigtigt har det været at sætte det hold, der skal påtage sig det øverste administrative ansvar for Haderslev Kommunes udvikling i de kommende år," siger kommunaldirektør Willy Feddersen.
"Vi har netop søsat en ny ledelsesstrategi for Haderslev Kommunes virksomhedsdrift og igangsat en lang række ledelsesudviklingstiltag. Dertil kommer, at vi som virksomhed står overfor store og spændende udviklingsopgaver i de kommende år," fortsætter Willy Feddersen.
"Jeg prioriterer at fastholde et team, som jeg har stor tillid til, som jeg betragter som kompetent til opgaven, som leverer koncernledelse, som er parat til forandring (når det skal ske) og som jeg ikke mindst vurderer spiller godt sammen med både den politiske organisation og ansatte i hele virksomheden," slutter Willy Feddersen.
Alle direktører i Haderslev Kommunes direktion inklusiv kommunaldirektør Willy Feddersen og direktør for Børne- og Familieservice Charlotte Veilskov Friis er herefter ansat på kontraktvilkår.