Festdyr på camping
Et helt anderledes dyrskue udspiller sig omkring festivalen
Foto: Anne Sofie Wanscher Folk synes at have en nærmest ubegrænset opfindsomhed, når det kommer til at finde på temaer til deres lejre under Festivalen. Nogle er klædt ud som bananer, andre lyser op i orange vejarbejder-kostumer og så er der dem, som har skelet til dyreriget, da de lavede satte temaet for Roskilde-ugen sammen.
Musikalsk hest
Hos Camp Eldorado er fokus ikke overraskende på guld. Dyrkelsen af det ædle metal, betyder dog ikke, at man lukket hjertet for mere varmblodet selskab.
Da Roskilde Avis kigger forbi lejren står Claudia de Mylius og hænger henover Camp Eldorados musikanlæg, der er bygget i form af en hest. I størrelsesforholdet en til en vel at mærke. - Jeg har selv bygget den med hjælp fra nogle af vennerne, siger Claudia de Mylius stolt og aer træhestens manke af guldlametta. - Den var ret besværlig at få slæbt in på pladsen, men vi er så glade for den, tilføjer hun. For at vise at hesten ikke bare er til pynt, åbner Claudia De Mylius op for et lille rum i dens ryg og trykker på en Ipod. Musikken begynder straks at strømme ud af hestens sider. Hesten i Camp Eldorado er imponerende i størrelse, men den blegner på den vis, når man kigger forbi hos Fest-i-hval Camp.
Bor i en hval
Her har lejrens beboer med lidt snilde, et telt og et par spande maling sørget for, at Festivalen har fået sin helt egen hval med tilhørende hale. Rasmus Mikkelsen fra Fest-i-hval Camp fortæller glad om hvalens historie: - Ideen kom for nogle år tilbage, fordi vi blev ved med at høre folk, der talte om at de skulle til ’festi-vaaaal’. - Halen er næsten fire meter høj og godt tung, så vi håber på, den ikke falder sammen, for den kan slå ihjel, fortæller han.
Fest i kjole og hvidt
På campingpladserne ved Roskilde Festival er det ikke de fine klæder, der præger det overordnede indtryk. Ikke desto mindre falder Roskilde Avis over Jacob Pedersen, der har iklædt sig dyrenes version af kjole og hvidt i form af et pingvin-kostume. - Mine venner og jeg syntes, at folk var begyndt at gå lidt for meget op i at lave lejre, der matcher, så vi ville lave noget lidt anderledes, siger han og tilføjer: - Derfor valgte jeg at være pingvin, og så klædte mine kammerater sig ud som henholdsvis en ulv og en and, for vi følte, at vores kostumer på den måde var modsætninger. hw@roskildeavis.dk