Camping-sæson er skudt i gang
Campingsæsonen bliver skudt i gang fredag 22. marts. Roskilde Avis tog på besøg på den is- og snebelagte plads en uge før campisterne kan gøre deres indtog og nyde den flotte beliggenhed døgnet rundt.
Her møder vi, på denne usædvanligt kolde og tågede martsdag, forpagterparret Janni og William Christiansen, der har tegnet en 20-årig lejekontrakt med Roskilde Kommune.
De står foran den ny-byggede reception og deres kommende hjem. Det ser godt nok alt andet end færdigt ud med blåt plastik i vindueshullerne og manglende døre, men der er alligevel ikke lang vej igen, siger de.
Klar til sæson
- Receptionen står klar på fredag, mens vi regner med at kunne flytte ind om en måneds tid, forklarer Janni Christensen.
De var nødt til at bygge nyt, da den gamle reception var forfalden og ikke beregnet til beboelse.
Parret har i de seneste par måneder boet på pladsen i en af hytterne. De glæder sig til boligen er færdigt, så de igen kan få et rigtigt hjem.
- 13 grader målte vi indenfor en af nætterne, siger William Christiansen:
- Det var godt nok koldt, smiler han.
Parret glæder sig til at komme i gang med den nye sæson, og de håber, at vejret snart bliver lidt varmere, så de kan få tændt for vandet og rigtig komme i gang.
- Så arbejder vi i døgndrift for at få det hele klar til campisterne, siger William Christiansen. Han ville ønske netop denne vinter ikke var så lang, fordi parret har så meget at forberede og gøre i stand til deres første sæson på pladsen.
100 fastliggere på vej
I camping-bogen er der allerede skrevet 100 fastliggere ind, som så snart som muligt gør deres indtog på pladsen og sørger for, at der atter bliver liv ved denne del af fjorden.
Parret håber på en god sæson i år, så de kan komme i gang med nogle af alle deres planer for pladsen.
Deres drøm er, at den bliver til glæde både for turister og roskildensere.
ag@roskildeavis.dk
Nyt
Kommende tiltag på pladsen
Reception
Toiletbygninger
Mere strøm
DGI stævne
Hytter
Stor legeplads