Unge og naboer hærger Vigen Camping
Selvtægt og hærværk fra hundeluftere, der klipper hus i hegnet, så de kan komme ind og lufte deres kære kæledyr, der så afleverer den obligatoriske ladning på pladsen.
Sådan chikaneres Roskildes campingplads på Vigen, der samtidig lider under unge som fester og sviner på stedet.
Resultatet er, at camping-gæsterne flygter fra sådan en plads, mens kommunen må bruge mange tusinde kroner på at udbedre hærværket og rydde op i svineriet.
I denne sæson er der kommet ny lejrchef, som skal gøre stedet til en af Danmarks bedste campingpladser og få flere turister til Roskilde. Men han har massive problemer med naboer og unge.
Sidst politiet blev tilkaldt for at stoppe en fest, valgte 14 campinggæster at flytte før tid fra en af Danmarks smukkeste camping-pladser. De følte sig utrygge.
Roskilde bruger 200.000 kroner om året på at rydde op efter de unges fester i Folkeparken og på stranden.
Kommune har lige sat nyt toilet op i selve strandparken. Seks timer efter var dele af det smadret.
Hul til hunden
Da den nye lejrchef skulle overtage pladsen, var flere naboer utilfredse med, at deres hundelufte-sted - nemlig campingpladsen - blev inddraget om sommereren. Samt at de ville få problemer med at bruge stedet som kælkebakke om vinteren, hvis der blev lavet for mange ændringer på stedet.
Førstnævnte forhindring fjerner nogle af hundejerne nu selv ved at klippe hul i det nyopsatte hegn, så de uhindret kan gå den vej de plejer med deres firbenede ven.
Kommunens folk har derfor flere gange været forbi for at udbedre skaderne på hegnet.
En af gangene spurgte en hundelufter, om vedkommende lige kunne komme forbi, før hegnet blev ordnet.
ag@roskildeavis.dk