Fortsæt til indhold

- Det er en fantastisk oplevelse

Arkiv
Arkiv

Selvom det er meget godt at sidde og suge læring til sig på skolebænken, er eleverne fra Vilvorde, der har lavet et grønt afslapningsområde bag Odeon, glade for at komme lidt ud i det virkelige liv.
I alt har de været fem elever og to lærere om at slæbe sten, tilskære græs og plante blomster, så de optrædende kunstnere kunne få sig en hyggelig stund i grønne omgivelser, før de gik på scenen.
- Det har været en helt fantastisk oplevelse, siger Thomas Meyer, som er en af eleverne.
- Oplevelsen giver virkelig en fornemmelse af, at man kan bruge tingene, man lærer i skolen, til at ændre noget, tilføjer han.

Fri debat

Opgaverne har været meget alsidige for de hårdtarbejdende elever, så der har været god mulighed for at afprøve et bredt spektrum af teorien fra skolen i praksis.
Men selvom arbejdet på Festivalen har været nøje fulgt og hjulpet på vej af lærere fra Vilvorde, er der ingen af de fem elever, der synes at have følt sig hindret i deres udfoldelser.
- Umiddelbart har alle været rigtig flinke til at høre på, hvad vi havde af ideer.
- Det har også været sådan, at hvis vi syntes, at noget kunne gøres anderledes, så har der været plads til, at vi kunne debattere, hvordan vi skulle fare frem, fortæller en anden af eleverne, Andreas Roosevelt.

Noget for noget

Bare fordi de unge mennesker fra Vilvorde ikke står med færdige uddannelser under bæltet, skal man ikke frygte for, at de har knoklet helt gratis.
Ligesom de andre, som har været med til at sørge for Festivalens rammer og områder, har de fem elever fået noget ganske håndgribeligt for deres indsats.
- Allerede da vi først hørte om muligheden for at komme herud og arbejde, tror jeg, vi alle syntes, at det lød spændende.
- Men det hjalp da helt sikkert også på tingene, at vi fandt ud af, at vi fik et armbånd til Festivalen for vores arbejde, siger Andreas Roosevelt, der tydeligt bakkes op af Thomas Meyer og de andre på arbejdsholdet.

hw