Fortsæt til indhold

Grøn oase bag Odeon

Elever fra Vilvorde sørger for, at Festival-musikere kan slappe af i naturlige omgivelser

Arkiv
Henrik Wanscher

Vejen ind til området bag Odeon-scenen på Festivalen går igennem et metalgitter, som står imellem et par lysegrå, firkantede trækontorer, som ligger op til en støvet og gold parkeringsplads.
Men ikke så snart er man sluppet forbi indgangspartiet, før støv, grå nuancer og støj afløses af grønt græs, et væld af farverige blomster og lyden af piblende vand.
Et hold af elever fra Roskilde Tekniske Skole i Vilvorde har igennem en lille uge været i fuld gang med at forvandle afslapningsområdet bag musik-scenen til en frodig oase.
- Vi forsøger at skabe et område, hvor travle musikere kan få en lille pause fra deres hektiske turneliv, fortæller Roskilde Festivals ansvarsperson for omklædnings-områder, Signe Sander.
- Så synes vi, at det kunne være rigtig godt at give eleverne fra Vilvorde noget vigtig erfaring i, hvordan de skal bruge, hvad de lærer i skolen, i praksis, tilføjer hun.

En pakkeløsning

Ideen til samarbejdet mellem Festivalen og Vilvorde opstod, da Signe Sander stod og skulle bruge nogle blomster til omklædnings-områderne.
Da hun kontaktede Vilvorde, kom man frem til en aftale, hvor Festivalen både fik overskudsblomster fra skolens produktion og arbejdskraft fra eleverne.
Selvom der altså er tale om assistance fra folk uden færdige uddannelser og de tilhørende diplomer, mener Signe Sander, at hun har fået en rigtig god aftale op at køre.
- Det er andet år, vi samarbejder med Vilvorde, og jeg har ikke oplevet problemer med elevernes arbejdsindsats.
- Eleverne virker som om, de får rigtig meget ud af at komme herud, og vi forsøger for så vidt muligt at give dem plads til at udfolde sig, siger hun.

Glade kunstnere

Bag Odeon-scenen er der virkelig også kælet for detaljerne.
Eleverne fra Vilvorde og Festivalens egne folk sørget for, at de optrædende kunstnere har fine muligheder for at koble af, inden de går på scenen.
For eksempel kan de nyde et lille springvand eller måske en gåtur rundt på rullegræsset med indlagte stier af træfliser.
Alt sammen er ifølge Signe Sander noget, der bliver bemærket.
- Vi har ofte musikere, der kommer hen til os og fortæller os, hvor glade de er for de rolige omgivelser her bag Odeon, siger hun og tilføjer:
- Flere har endda sagt, at vores omklædnings-område er det bedste, de nogensinde har oplevet.

hw@roskildeavis.dk