Ny præsident for løverne i Køge
KØGE: Lions Club i Køge fik ved en ceremoni for medlemmerne en ny præsident den 1. juli.
Det er Jens Grubbe, der det kommende år skal stå i spidsen for Lions Clubs omfattende lokale og internationale humanitære arbejde. Jens Grubbe, der er tidligere account manager for et stort IT-firma, er nu i pensionisternes rækker og glæder sig til det nyvundne hverv.
- Allerede på min første arbejdsdag uddeltes opgaver til medlemmerne om julelotteri og julemærker. Der forestår Antik- og Kræmmermarked i forbindelse med Køge Festuge. Flere kræmmere er i øvrigt velkomne at melde sig på banen. Og vi har lige pakket sammen på Køge Marina efter Kulturudvalgets populære Skt. Hans arrangement, siger den nyslåede præsident.
Jens Grubbe overtager hvervet efter Niels Bent Petersen, der nu træder lidt tilbage i rækker som såkaldt ”Past President”. Nu skal der holdes sommerferie hos løverne i Køge, inden der straks efter ferien på ny kommer gang i det store frivillige og gode arbejde for de mange hjælpeforanstaltninger, som Lions Club overalt er kendt for.
pm