Fortsæt til indhold

Børn skal træne læseevner i ferien

Fasthold læseglæden med en god bog, og vind præmier

Arkiv
Lars Saugbjerg

Skolernes sommerferie er lang, så pas på, at ungernes optrænede læsefærdigheder ikke går helt i glemmebogen. I ferietiden skal både læsestærke og læsesvage opmuntres, så glæden ved en god bog fastholdes.
Til formålet har Fredericia Bibliotek og Pallesgavebod.dk netop åbnet “Sommerbogen”.
“Børnene er ikke i skole i lang tid, og “Sommerbogen” er med til at styrke læsefærdighederne i ferieperioden. Tag børnene med på biblioteket, så de får mulighed for at holde læsningen ved lige,” lyder opfordringen fra bibliotekar Anni Jensen.
Sommerbogen er en slags konkurrence, hvor børnene låner bøger og anmelder dem.
“Man skal skrive fem anmeldelser,” siger Anne Jensen og understreger, at det blot skal være nogle få linjer.
Skriv kort hvad bogen handler om, hvad du synes om den og hvorfor. Anmeldelserne sendes pr. mail til borne@fredericiabib.dk.

Læsetips

Konkurrencen er for de 7-12 årige og foregår både lokalt på Fredericia Bibliotek samt kører landsdækkende på børnebibliotekernes fælles hjemmeside www.pallesgavebod.dk. Man kan bruge sine anmeldelser begge steder.
“På Fredericia Bibliotek er der præmie til Ugens Anmelder. Vi har T-shirts og bog-præmier,” fortæller bibliotekaren.
I den landsdækkende kampagne på pallesgavebod.dk trækkes der lod om en ipad mellem de børn, der skriver eller filmer fem anmeldelser på hjemmesiden. Der er også mulighed for at vinde ugepræmier, som kun kræver en enkel anmeldelse.
Sommerbogen er frilæsning, og biblioteket sætter ikke krav til sværhedsgraden.
“Så alle kan være med. For os handler det om at finde den rette bog til det rette barn. Det bruger vi gerne lang tid på, for når børnene får en god oplevelse, kommer de jo igen,” lyder det fra Anni Jensen, der på opfordring smider et par gode læsetips i avisen:
“Mange piger er vilde med serien “Bedste Venner”, og fra den vil jeg anbefale “Asta og det store flytterod”. Vi har også meget for de hesteinteresserede, fx serien om Sigge. For drengene er faglitteratur et hit. “Dinoverdenen” er et fantastisk møde med fortidens dinosaurer. Den er fyldt med viden og flotte billeder. Fodbold-serier og gys, fx monsterjægerne er også guf for drengene,” fastslår Anni Jensen.
Sommerbogen kører helt frem til den 18. august.

På Fredericia Bibliotek er der hjælp at hente, når du skal vælge læsestof. Bare spørg løs.