Fortsæt til indhold

Smarte børn på nye hænder

Nu er det Malene Strange fra Christiansfeld, der klæder børn smart på gennem webbutikken 'Smarte børn'

Arkiv
Arkiv

Første juli var dagen, hvor en flere årig drøm blev til virkelighed for den 39 årige Malene Stange fra Christiansfeld. Her fik hun nemlig overdraget "koderne" til netbutikken 'Smarte Børn' og kan fra den dag kalde sig ejer af sin helt egen børnetøjsbutik.
"Jeg glæder mig som en lille pige til, at få foden under eget bord og være med til at videreudvikle på et rigtig godt koncept. Butikken har i dag faste kunder over hele landet, ja selv kunder fra Grønland har fundet vej til internet butikken "Smarte Børn", som har fejret sin fem års fødselsdag," fortæller hun.
"Modsat almindelige butikker holder vi åbent 24/7 og jeg tror fuldt og fast på, at en stor del af indkøbene fra de travle småbørns familier, kommer til at ligge på nettet fremadrettet. Her er det muligt at shoppe når børnene er lagt i seng og med få klik at få bestilt varerne til levering indenfor to dage. Jeg forventer et øget salg i kraft med at jeg får koblet flere varer på og markedsført butikken de rigtige steder," siger Malene Strange.
"I forbindelse med overtagelsen har jeg valgt at leje mig ind i lokalerne ved siden af min mand Christian som driver Stange & Marek VVS, så jeg kommer til at råde over mere end 100 m2 lager og kontor. Dette giver mig en rigtig god mulighed for at få god kontrol på lagerstyringen, som er af vital betydning for en forretning som lover max. 1-3 dages leveringstid.
Tanken er at skabe en levende butik på nettet, kombineret med 4/6 årlige lagersalg. Det vil sikre at jeg løbende får ryddet op i mine varer så der bliver plads til nye. Jeg forsøger at videreføre butikkens koncept, med basisvarer, dvs. undertøj, strømper, regntøj og vintertøj til børn i alderen 3 til 12 år, med god kvalitet til billige penge. Fremtidsplanen går på at udvide med et småbørnssortiment, så vi kommer til at dække alt fra baby til 14 år og denne del af planen venter jeg at være klar med fra sidst på efteråret i år," fortæller hun.
"Vi har selv fire børn, så jeg ved alt om hvad der kræves for, at klæde en sådan flok på," smiler Malene mens hun står på hovedet i kasser af regntøj, undertøj og strømper.
Overtagelsen bliver fejret søndag den 7 juli kl 10-16, hvor Malene åbner dørene for et stort velkomst udsalg, hvor der bliver budt på lidt godt til ganen og nogle rigtig skarpe priser. Alle er velkomne.