Kender du reglerne for feriekørsel i firmabilen?
Advokat Søren Storgaard, ADVODAN i Køge, giver her et overblik over reglerne for feriekørsel i firmabilen.
FERIEKØRSEL: Sommerferien står for døren, og det betyder, at mange familier pakker bilen for at køre sydpå.
Planlægger du at tage turen i firmabilen, så er det en god idé at tjekke reglerne først.
Advokat Søren Storgaard fra ADVODAN i Køge skitserer reglerne her:
Begrænsninger for brug af fri bil
Får du stillet fri bil til rådighed af din arbejdsplads – det vil sige en firmabil på hvide plader – og er der ingen begrænsninger for, hvor meget du må køre i bilen, så kan du uden problemer køre på ferie i firmabilen.
Har din arbejdsgiver derimod fastsat restriktioner for, hvor mange kilometer, du må køre på virksomhedens regning – og betyder det, at du selv skal betale benzinen, når du bruger bilen til at køre til udlandet i ferien, så er der særlige regler, du skal være opmærksom på for ikke at gå glip af dit fradrag.
Betaler du selv benzinen, så kan du få fradrag i beskatningsgrundlagt for fri bil for din egenbetaling – men det skal ske på en særlig måde. Du skal sørge for at samle alle bilag for benzinkøbene og give dem til din arbejdsgiver.
Arbejdsgiveren skal derefter sørge for, at dine udlæg bliver ført ind i regnskabet, som egenbetaling fra dig, og i øvrigt udgiftsføre de originale bilag i virksomheden. Det kan virke formalistisk, at det skal ske på denne måde, men sådan er reglerne.
Brug gulpladebilen til feriekørsel
Fra. 1. januar 2013 blev det lovligt at bruge firmabilen på gule plader til private formål i op til 20 dage om året ved køb af såkaldte dagsbeviser. Det betyder, at du har mulighed for at bruge virksomhedens gulpladebil til f.eks. at trække campingvognen sydpå i sommerferien, hvis ikke din private bil kan det.
Du kan anvende dagsbeviset i forbindelse med alle typer af private formål, herunder fx flytninger, vareindkøb og feriekørsel til udlandet.
Du skal dog huske at købe dagsbeviser svarende til det antal dage, du bruger bilen på forhånd – og naturligvis tjekke af med arbejdsgiver, at det er i orden. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du maks. kan købe dagsbeviser til 20 dage om året, så hvis du tidligere har benyttet dig af muligheden, kan du bruge det antal dage mindre i sommerferien.
Vær også opmærksom på, at betaler din arbejdsgiver for dagsbeviset til en gulpladebil og stiller bilen til rådighed for dig som medarbejder, så bliver det betragtet som et personalegode, og du skal beskattes af beløbet.