Fortsæt til indhold

Det ligner et scoop

SønderjyskE henter målmaskine i tysk ishockey. Cory Quirk er en markant profil

Arkiv
Arkiv

I SønderjyskE fortsætter oprustningen til den kommende ishockeysæson. Den publikumsvenlige og nordamerikansk inspirerede hockey får nu tilført ekstra ammunition i skikkelse af Cory Quirk.
Den snart 27årige amerikaner, der bl.a. har spillet to sæsoner i AHL, var i forrige sæson én af profilerne i Bundesligaen (84 points i 65 kampe, red.). Den forgangne sæson bød bl.a. også på et ophold i den finske SM-Liiga.
Forwarden stod øverst på ønskelisten hos sportschef Søren Stockfisch, der dog måtte væbne sig med tålmodighed før kontrakten var i hus.
"Vi havde en liste med meget spændende profiler til holdets offensiv, hvor Cory Quirk blandt disse var en absolut topkandidat. Han var samtidigt en eftertragtet spiller i andre europæiske ishockeyklubber, hvilket forlængede processen med signingen yderligere," afslører Søren Stockfisch.
"De syd – og sønderjyske ishockey fans kan godt begynde at glæde sig. Vi får i Cory Quirk en utroligt spændende spiller, der, på trods af hans størrelse, har en meget intens og aggressiv spillestil. Han er en dygtig playmaker, som i kraft af et stort overblik har mange facetter i sit spil. Vi glæder os rigtig meget til at få gavn af hans store kvaliteter," siger Søren Stockfisch, som nu går på jagt efter den sidste udenlandske forward til den lyseblå spillertrup.