Fortsæt til indhold

Ros til Fredericia Kommune - rehabiliteringen

Arkiv
Af Annette Rye, Bjergegade 22, Fredericia

LÆSERBREV For 8 år siden flyttede min mand og jeg (pensionister) fra Sjælland til Fredericia. Vi fik en meget positiv modtagelse ved ankomsten fra kommunens side, hvilket jeg bl.a. udtrykte i en artikel inden kommunalvalget for 4 år siden.
Nu har jeg virkelig haft brug for hjælp fra kommunen, i form af rehabiliteringen. Gennem 5 mdr. og 4 indlæggelser på Kolding Sygehus med operationer, og senest hjemme fra den 20. marts d.å. har jeg fået en utrolig god hjælp. Først flere gange i døgnet, hvor der kun var enkelte "svipsere" i aftenholdet, som dog hurtigt blev klaret pr. telefon.
Jeg har stadig brug for rehabiliteringen hver dag og klarer kun mig selv (ved en utrolig hjælp fra min mand) i weekenden. Jeg har haft brug for mange forskellige hjælpemidler, det være sig hospitalsseng (i starten), toiletstol, badebænk m.v. Alt er hen ad vejen blevet udskiftet i takt med at jeg er blevet mere mobil. En god kontakt til fysioterapeut sideløbende har været meget beroligende. Nystartet på genoptræning med transport til og fra hjemmet, dette er også meget konstruktivt.
Så alt i alt tak til kommunen, og lad dette blot fortsætte for alle mine medborgere i Fredericia Kommune.
Venlig hilsen til alle de dygtige, kompetente og ansvarlige personer, som jeg har været i daglig kontakt med.