Han scorede 13,6 i snit
Den sidste eksamen bød på faget teknik, og som så mange gange før på det tekniske gymnasium på CPH WEST i Ishøj kunne Michael, som er fra Hvidovre, modtage topkarakteren 12 for sin præstation. Dermed skriver han sig ind i rækken af superstudenter i 2013. - Jeg har fået 12 i alle mine eksamener og årskarakterer på nær et enkelt 10-tal, som jeg fik i faget kommunikation og it på førsteåret. Det er jo lidt en plet på mit ellers rene eksamensbevis, som mine venner helt sikkert vil drille mig med, lyder det med et glimt i øjet fra den nyudklækkede superstudent. At Michaels gennemsnit kan nå op på 13,6 skyldes, at han har ekstra A-fag, som på htx giver ham lov til at gange sit snit med 1,06. Samtidig får han bonus for at påbegynde sin videregående uddannelse lige efter sommerferien. Her starter han efter planen på Danmarks Tekniske Universitet for at læse til ingeniør. Første i familien på universitetet Den lynende intelligente student bliver den første i sin familie, som tager en universitetsuddannelse. Hans eget bud på, hvorfor det lige er ham, som bliver familiens første akademiker, er ret enkelt. - Jeg fandt tidligt ud af, at jeg har et talent og besluttede mig for at udnytte det fuldt ud. Jeg har arbejdet rimelig hårdt og lavet alle min opgaver og lidt til, siger Michael, der allerede som 10-årig blev IQ-testet og scorede tårnhøjt. Danmarksmester i Fysik Selvom studentereksamen er sikkert i hus, kan Michael ikke slappe helt af endnu. I juli skal han nemlig repræsentere Danmark til de Internationale Olympiske Lege i Fysik, som i år afholdes i København. Selvom han normalt ikke er bange for at gå efter guldet og blev nummer et til den danske kvalifikationsturnering, så tør han ikke love en sejr. - Det bliver en hård konkurrence for specielt de kinesiske og koreanske deltagere skulle være meget gode til det teoretiske. Men jeg tror til gengæld, at jeg kan klare mig godt i den praktiske del, for her handler det mere om den gode idé, siger Michael, som allerede i denne uge går i gang med at forberede sig til konkurrencen ved at gennemgå de tidligere OL-opgaver.