Mød den omrejsende livredderpatrulje
Kommer til Brøndby Havn på Avedøre Holme på torsdag
Interesserede kan prøve at give hjertemassage på en dukke og hjælpe til med at redde en person op af havnebassinet. For de nysgerrige på stranden er der mulighed for at komme tæt på livreddernes motordrevne redningsbåd eller prøve at padle på et rescueboard i vandkanten. LivredderPatruljen tager hver sommer rundt i landet for at lære danskerne om sikkerhed ved og i vand samt oplyse om, hvordan man selv kan medvirke til at forebygge, at man kommer i fare, fortæller René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden. - Når man færdes i nærheden af vand, er der en potentiel risiko for, at der kan ske en ulykke. Hvis man ved, hvilke forholdsregler man kan tage, fx at bære redningsvest, når man sejler, eller aldrig bade alene, så kan man mindske risikoen for, at man kommer ud for en alvorlig ulykke. Vi håber derfor, at forældre vil tage deres børn med på havnen eller på stranden, når livredderne kommer forbi, og få nogle gode råd samt en lærerig og sjov oplevelse, siger områdechef René Højer. LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivrednings knap 200 specialuddannede kystlivreddere, der passer på badegæsterne på 35 strande og havnebade i Danmark. I år lægger LivredderPatruljen vejen forbi 155 forskellige strande og havne. Det er 15. år i træk, at livredderne tager på turné i sommerlandet for at demonstrere livreddende førstehjælp og give gode råd til, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet. LivredderPatruljens besøg varer ca. en time hvert sted og finder sted følgende dage: Brøndby Strand, den 4. juli kl. 11.00. Brøndby Havn, den 4. juli kl. 14.00. Film du kan se: Se film om De 5 Nationale Baderåd (kan også indlejres på web). Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning har udarbejdet en kort film om De 5 Nationale Baderåd. Se, hvad du skal være særligt opmærksom på, inden du og familien tager på stranden: respektforvand.dk/Paa-stranden/Baderaad-og-sikkerhed/De-fem-baderaad De 5 Nationale Baderåd Lær at svømme. Gå aldrig alene i vandet. Læs vinden og vandet. Lær stranden at kende, og Slip ikke børnene af syne.