Mentorordning
En del af behandlingen for de unge på Revanche indebærer, at de kan få tilknyttet en mentor. Mads Christensen er ansat på stedet som mentorkoordinator, og han er ikke i tvivl om, at de frivillige mentorer gør en forskel.
“En mentor er en frivillig som har lyst til at give noget af sig selv og som har overskud til at gøre noget for andre. Vi har pt. uddannet 24 mentorer, men vi kan sagtens bruge flere”, lyder opfordringen fra Mads Christensen.
Lavpraktisk plan
Ud over at rekruttere og tilknytte mentorer til stedet så er det også Mads Christensens opgave at matche den rette mentor med en tilsvarende borger. Efter et fælles møde mellem de tre, så er det op til mentoren og den unge at aftale hvor og hvordan de fremtidige møder skal foregå.
“Det kan være meget forskelligt hvad den unge borger har brug for hjælp til. Det kan være de bare mødes for at snakke, det kan være hjælp til at ligge et budget, til at tage med til et møde med socialrådgiveren eller til at finde ud af at ordne nogle dagligdags ting. Eller bare det at være sammen med et andet menneske, som man kan spejle sig i”, forklarer Mads Christensen og fortsætter.
“Det kan eksempelvis være, at en af vores unge mennesker er bange for at tage bussen. Jamen så er det måske det, man øver sammen med sin mentor. Det finder man ud af hen ad vejen”.
Et fyrtårn
Det er helt almindelige mennesker der melder sig som frivillige mentorer. Den yngste er en mand på 20 år, men det kan også være en ældre kvinde, som så kan fungere som en reservebedste.
“En mentor er jo en rollemodel og en mentor kan gøre en stor forskel - det er bare ikke altid til at vide, hvornår man gør den forskel. Vi har at gøre med unge mennesker som har svært ved at tackle livet, og det er sundt for dem, at have en person tilknyttet som lever et helt almindeligt liv”, slutter Mads Christensen.
Indtil videre har ti af de unge på Revanche fået tilknyttet en mentor.