Fortsæt til indhold

- Du skal ikke gå med vores penge!

Sofia Øland Hansen brugte nogle grundlæggende teknikker fra sin Krav Maga-træning til at forhindre et tyveri fra tøjforretningen Deres i Køge, hvor hun arbejder som ekspedient.

Arkiv
Martin Rasmussen

SELVFORSVAR: "Hey, hvad har du gang i? Du stopper lige nu - du skal ikke gå med vores penge!"
Ekspedienten Sofia Øland Hansen var på vej op fra personalerummet i kælderen i tøjforretningen Deres i Nørregade, da hun så en stor skaldet mand i færd med at tømme forretningens kasseapparat.
Først tøvede hun, men da det første chok havde lagt sig, tog hun kontrol over situationen, da hun begyndte at råbe meget højt og kommandere tyven til at aflevere pengene tilbage.
Og selv om Sofia på 1,70 m. ikke på nogen måde er fysisk intimiderende, så havde det alligevel en øjeblikkelig effekt på tyven, at hun pustede sig op og råbte arrigt ad ham. Først tøvede den store, skaldede mand, og så vendte han om og gik hen mod hende.
- Han vejede vel det dobbelte af mig, og først tænkte jeg, at nu vil han slå mig. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne forsvare mig, men han kom over og lagde pengene i mine hænder, og så skyndte han sig ud af butikken, beretter Sofia, der på den måde blev dagens helt i tøjforretningen.
Hendes kollega var blevet distraheret af en anden stor, skaldet fyr, der ville se på kjoler i den anden ende af butikken under tyveriet, og som forduftede, mens Sofia ringede til politiet og fortalte, hvad der var sket.
- Da de begge var gået, var jeg ret rystet, og jeg tænkte over, hvad der kunne være sket. Men selv om man ikke er særlig stor, så kan man godt skræmme en modpart ved at råbe meget højt. På den måde signalerer man, at man ikke er et nemt offer, siger hun og refererer dermed til en af de første grundlæggende teknikker, som hun netop havde lært i sine første lektioner i selvforsvarsteknikken Krav Maga.
Den engelske betegnelse er "Loud Verbal Commands", og det handler om at skabe sig en fordel i en konfliktsituation, som den Sofia stod i, ved hjælp af råb.
- Det har lidt forskellige formål. Det har en afskrækkende virkning, da overfaldsmanden kan se, at vi ikke skyer væk. Vi skaber opmærksomhed omkring os, så andre kan komme til hjælp, og vi fortæller overfaldsmanden, hvad vi vil have ham til - for eksempel at lægge et våben fra sig, fortæller Pernille Holt om teknikken.
Hun er Sofias træner på Krav Maga Academy hos Fightsport Køge, hvor Sofia lige nåede tre lektioner, inden hun altså fik lejlighed til at prøve nogle af teknikkerne af i en yderst realistisk situation - med stor succes.
Pernille Holt understreger dog, at man i første omgang altid skal flygte, hvis man bliver "overfaldet rigtigt" og har chancen.
- Penge er aldrig vigtigere end personer, og Sofia satte sig teknisk set i en lidt farligere situation ved at stille sig op at råbe. Dog virkede det jo rigtig godt, og grunden er, tror jeg, at forretningen ligger et sted med mange mennesker. Hun kunne nemt have skabt sig stor opmærksomhed, og det er jo det, en tyv frygter mere end andet, siger Pernille Holt.