Fortsæt til indhold

Ypperlig ballet på tapetet

100 børn og 10 kunstnere genopfører et stykke dansk kulturarv – den snart 50 år gamle ballet ”Græsstrået” i en ny form, hvor også sang og digital billedkunst indgår

Arkiv
Arkiv

Det er ikke kun i storbyerne, at der kan skabes scenekunst på højt niveau. Der venter en stor kulturoplevelse, når over 100 medvirkende fra Syddanmark og Sydslesvig den 16. november er klar til premieren i Alsion i Sønderborg på genopsætningen af balletten ”Græsstrået”.
Allerede her inden sommerferien er der fuld gang i forberedelserne hos partnerne, som tæller Sønderjyllands Danseakademi - alle eleverne med Den Kongelige Ballets Sønderborg, medlemmer af Sønderjysk Pigekor, balletten på Esbjerg Kulturskole, danseafdelingen på Oure Idrætsefterskole på Sydfyn, Tønder Kulturskole og projektet NexusPro2017 i Flensburg.
Forestillingen ”Græsstrået” blev oprindeligt i 1965 skabt til Den Kongelige Ballet som en tv-ballet af den kendte koreograf og balletdiva Nini Theilade og komponisten Else Marie Pade. Det var i en periode med meget progressiv kunst, og balletten affødte stor furore og debat, da den blev vist på landets dengang eneste tv-kanal, Danmarks Radio. Det vakte modstand hos mange, at de traditionelle kunstarter, ballet, musik og teaterkunst, nu blev omformet til moderne dans, elektronisk musik og film.

Skabere følger nyudvikling

Nini Theilade er i dag 98 år, og sammen med Else Marie Pade, nu 88 år, er hun løbende involveret i genopsætningen af det hidtil nærmest uberørte arkivstykke, som altså nu igen omformes i et samspil mellem over 100 børn i forskellige aldre og en række professionelle kunstnere i Syddanmark og Grænseregionen.
”Græsstrået”, der er inspireret af et digt af El Forman og handler om naturens og livets cyklus, suppleres nu med kormusik, der fungerer som et interaktivt link til den eksisterende elektroniske musikoptagelse. Desuden indskrives skuespilfigurer i stykket, blandt andre Piet Hein, der var en af tidens pionérånder i Danmark og i øvrigt en stor beundrer af Nini Theilade. Samtidig får stykket en helt ny scenografi med digitaliseret grafisk kunst.
"Vi forbinder igen traditionelle kunstarter med fremtidens kreativitet. Børnene arbejder sammen med professionelle kunstnere, hvor de træner i deres egen kunstart og samtidig skaber en oplevelse i fællesskab med andre kunstarter," siger Melissa Mathies, leder af Sønderjyllands Danseakademi, og en af de professionelle drivkræfter i opsætningen, der også tæller blandt andre koreografen Stela Kjorlan, Flensburg; operasangeren Christina Ana, Sønderborg, scenografen Sibylle Meyer, Flensburg, kunstpædagogen Dany Hecks fra projektet NexusPro2017 i Flensburg og kostumieren Tinna Bessadóttir, Sønderborg

Premiere ved musikfestival

Premiere og forestilling den 16. og 17. november finder sted i Koncertsalen Alsion i tilknytning til Define Electronic Music Festival – en årligt tilbagevendende festival for elektronisk musik, som er opstået i Sønderborg for fire år siden, og som fra 2012 også har haft spillesteder i Flensburg. Ved forestillingerne på Alsion bliver der kunstudstilling i foyeren.
Efter premieren holdes to skoleforestillinger i Alsion, og i foråret 2014 er der planlagt forestillinger på Tone Space Festival i Esbjerg, i Tønder Kulturhus, på Oure Idrætsefterskole og i Slesvig, ligesom der arbejdes på at sende forestillingen på en større turné i Danmark og Tyskland.
Hele projektet, som støttes af blandt andre Statens Kunstråd, Jorcks Fond, Augustinus Fonden, Mads Clausen-Fonden og Sønderborg Kommune, dokumenteres undervejs i lyd, billede og film med henblik på at skabe en dokumentarfilm.