Fortsæt til indhold

Køge-pige i lære under Post Danmark Rundt

Nanna Holtegaard Christensen trækker som eventkoordinator-elev i trådene bag Danmarks største cykelsportsbegivenhed

Arkiv
Arkiv

CYKELSPORT: Egentlig er hun mest til tennis, og hidtil har hendes forhold til den tohjulede begrænset sig til spinning i fitnesscentret.
Men 20-årige Nanna Holtegaard Christensen fra Køge er på det seneste blevet grebet af cykelsport. Det startede i vinter, da hun kort efter sin tiltræden som eventkoordinator-elev i Post Danmark blev sendt ud til 6-dagesløb, og senest har hun under DM på landevej i Vordingborg fået endnu en dosis cykelsport ind under huden. Nu er hun så inde i den sidste forberedelse, inden Post Danmark Rundt ruller over landet fra 31. juli til 4. august.
- Jeg har altid godt kunnet lide det der med at arrangere events, specielt udførelsen tiltaler mig. Man oplever hele tiden noget nyt, man har mange bolde i luften, og jeg synes nærmest, at det giver et kick at stå midt i det, fortæller Nanna Holtegaard Christensen.

Cykelsport og postbude

Sidste år blev hun optaget på den forholdsvis nye eventkoordinator-uddannelse på CPH West i Tåstrup, hvor fem kortere skoleophold indgår i hendes toårige praktikperiode i Post Danmark.
- I min familie er der flere postbude og både min mor, bror og mormor er vilde med cykelsport, så det er meget sjovt, at mit arbejde nu pludselig kæder tingene sammen.
Til Post Danmark Rundt skal hun bl.a. stå i salgsboden med cykeludstyr og dele klaphænder ud til publikum. Men ingen opgave er som udgangspunkt for lille eller stor blandt de næsten 30 medarbejdere i kulissen af det store cykelløb.
- Jeg ved fra mine kolleger, at det er hårdt arbejde. Nogle gange skal vi op kl. 5 om morgenen og slutter først sent samme dags aften, men det er også et enestående fællesskab og en stemning, som man let bliver afhængig af.
Nanna Holtegaard Christensen synes selv, hun er heldig med sin elevplads i en virksomhed, der sponserer dansk cykelsport. Hun fornemmer da også, at nogle af hendes klassekammerater hellere end gerne ville have været i hendes sted. Samtidig kan det have sine klare fordele at være ung kvinde i en mandsdomineret sportsverden.
- Jeg oplever, at alle er meget søde og vil snakke. Det ligger rigtig godt til mit ”sociale gen”, så jeg behøver ikke bruge ekstra energi på charme og small-talk for at komme i kontakt med folk.

Løbsdirektørens bil

Elevjobbet åbner også døre til steder, hvor folk normalt ikke kommer. Forleden oplevede hun f.eks. at sidde med hele fremme i feltet i løbsdirektør Jesper Worres bil under DM på landevej.
- Det var virkelig sjovt at være så tæt på og høre hans kommentarer til rytterne. Det giver stor respekt for den viden, de professionelle cykelfolk har.
Nu glæder Nanna Holtegaard Christensen sig blot til at komme i gang. Eneste lille ærgrelse er, at Post Danmark Rundt-feltet i år kører uden om hjembyen Køge.
Men så må hendes cykelsportsinteresserede familie i stedet en tur til Roskilde og opleve den fantastiske stemning, når løbets sidste etape køres søndag den 4. august med kurs mod Frederiksberg Allé.
pm