I dag var kaptajnen ædru
Formiddagsavisen BT skød i sidste uge hul på agurketiden. Det gjorde BT over to sider, hvor avisen gjorde et stort nummer ud af en historie - en historie, der blev offentliggjort her i Hvidovre Avis for flere måneder siden. Agurketiden er - som de fleste sikkert ved - den periode i sommermånederne, hvor offentlige institutioner som eksempelvis folketinget og kommunalbestyrelserne holder ferie. Det gør det svært for nogle nyhedsmedier at finde reelle nyheder. I stedet bringes pseudonyheder. I BT fik historien om en række socialdemokraters for sent indbetalte partiskat et kraftigt opkog. Partiafdelingen Dansborgs kritik og kravet om, at de pågældende med borgmester Helle Adelborg i spidsen blev slettet af kandidatlisten til kommunalvalget, fik også en tur i avisens svingdør. Der kan næppe koges mere suppe på den historie. Men BT"s pseudonyhed bærer et langt mere interessant forhold tilbage til Hvidovre. Spørgsmålet er nemlig, hvad der sker i Hvidovres største politiske parti? Hvidovres tidligere borgmester, Britta Christensen kommenterer sjældent - stort set aldrig - på lokale og interne partiforhold. Men i denne uges avis slår hun velmenende fast, at ¿vi har ingen uro i Socialdemokratiet i Hvidovre¿. Ofte er det imidlertid sådan, at når der er behov for at slå fast, at der ikke er problemer - ja, så er der jo netop en årsag til det. På en eller anden måde, kan der trækkes en parallel til historien om kaptajnen og førstestyrmanden: Rasende over førstestyrmandens evindelige drikkeri skriver kaptajnen i logbogen: ¿Førstestyrmanden er fuld i dag¿. Ved næste vagt ser førstestyrmanden anmærkningen i bogen, så han skriver: ¿I dag var kaptajnen ædru¿.. Naturligvis er der - desværre for Socialdemokratiet - problemer. Men problemerne er større og dybere end de for sent indbetalte partiskatter.