Fortsæt til indhold

Museet Selsø Slot fejrer 40-års jubilæum

Selsø slot vækkes til live, når der holdes 40-års jubilæumsfest. I salonerne vil vakre fruer iført smukke kjoler få sat hår som i gamle dage, mens fægtemesteren træner den unge greve i sin kunst på gårdspladsen

Arkiv
Arkiv

I Selsø's sale og saloner vandrer normalt kun den hvide dame.
I anledning af, at det er 40 år siden herregården åbnede som museum vil akademiet for historiske frisurer sætte hår, der passer til tidsperioden afspejlet i de forskellige rum.
Man kan se højt hår som på Marie Antoinettes tid i Louis Seizesalonen. Man kan også se, hvordan en empire-kvinde var inspireret af antikkens mode. Eller se modellerne i deres balkjoler gå modeshow i Selsøs riddersal, når frisuren er sat.
Er man mere til kamp og spænding, kan man følge fægtemesteren og den unge greve, når de træner 1700-tallets kampkunst på gårdspladsen. Man kan også prøve at fægte selv og lære, hvordan en rigtig adelsmad skal føre sværdet.
Når man får lyst til lidt godt kan man gå i det gamle herregårdskøkken i kælderen og smage på kagerne, som kokkepigen bager.
Det sker altsammen søndag den 14. juli 2013, kl. 11-16. Billetter på dagen: 50 for voksen, 20 for børn.

Selsø reddet fra forfald

Fakta:

  • I 1829 døde den gamle enke Agathe von Plessen på Selsø Slot. Ingen flyttede derefter ind, og det prægtige hus fik lov at forfalde, mens skyttens fasaner, naboernes bistader, landbrugets korndynger og vådt vasketøj fandt vej til fortidens prægtige saloner.
  • I 1972 overtog ægteparret Grete Gunnar Nielsen og Bernhard Linder forpagtningen af slottet med det formål at restaurere og indrette det til museum.
  • I samarbejde med Det særlige Bygningssyn og Nationalmuseets Konserveringsafdeling påbegyndte de en møjsommelig og nænsom restaurering af de ærværdige sale og gemakker, der havde til hensigt at bevare det oprindelige interiør i form af blandt andet franske papirtapeter fra omkring år 1800 og Danmarks mest helstøbte og velbevarede
    baroksal.
  • Selsø-projektet er bl.a. i 1983 hædret med Europa Nostras diplom.
    Museet åbnede 14. juli 1973, og er i dag en selvejende institution, siden 1995 drevet af Den Plessenske Selsø Fond med støtte fra Frederikssund Kommune og private fonde.