En gammel Køge-tradition genoplives
Sildens Dag afholdes lørdag den 24. august på Søndre Havn i Køge.
KØGE: En god gammel tradition i Køge ser nu dagens lys igen.
Sildens Dag - som i mange år var en fast sensommer tradition på Køge Torv - genoplives lørdag den 24. august På Søndre Havn i Køge i forbindelse med Søndre Havnedag.
Det er Bryghuset Braunstein, Lions Club Køge og Køgenu.dk der er gået sammen om at bringe den gamle tradition videre,
- Det bliver en festlig dag for hele familien på Søndre Havn, hvor der udover Sildens Dag også vil være mange andre aktiviteter, fortæller Michael Braunstein Poulsen fra Bryghuset Braunstein på Carlsensvej i Køge.
- Fra kl. 11.00-16.00 vil der være sat et kæmpe telt op pladsen mellem havnekajen og Bryghuset Braunstein. Her vil der blive servereten seks forskellige slags silderetter - leveret fra Restaurant Arken, Restaurant Huitfeldt, Skipperkroen, Guldfisken, Fiskemanden (røget sild) og Slagter Stig & Co. mens brødet leveres fra Karise Bageri.
Øl, snaps og sodavand kan købes fra Bryghuset Braunstein til at ledsage sildene. Der er også tænkt på børnene med en anretning af herlige fiskefrikadeller. Og hører man til dem, der ikke spiser sild - så er der mulighed for at få stillet sulten på en anderledes måde. Grillen er nemlig tændt og herfra vil der blive mulighed for at nyde herlige grillpølser med tilbehør.
Musikalsk underholdning bliver der også med livlige jazztoner.
- I forbindelse med Sildens Dag vil der blive opstillet et kæmpe akvarium fra Øresundakvariet. Her kan alle få mulighed for at se og røre de sprælske fisk og andre af havets beboere. En havbiolog fra Øresundakvariet vil møde op og fortælle lidt om livet der udspiller sig i vore farvande, fortæller Michael Braunstein Poulsen.
"Årets Sild" i Køge kåres
I forbindelse med at man nyder sine silderetter, bliver der mulighed, via en stemmeseddel, at afgive points til de enkelte silderetter. Disse stemmesedler vil i løbet af dagen blive indsamlet, og kl. 15.00 vil Køges borgmester, Marie Stærke, møde op, og ud fra de afgivne stemmer, kåre "Årets Sild 2013" i Køge. Der er en præmie til den restaurant, der har formået at tilberede den mest populære silderet.
Der er forsalg af billetter til "Sildens Dag" - og billetsalget er allerede startet. Billetter kan købes hos VisitKøge, Vestergade 1, hos WIKA SuperBest, hos Bryghuset Braunstein eller via www.køgenu.dk/sildensdag.
Al overskud fra "Sildens Dag" vil gå til lokale foreninger - en opgave som trygt er lagt i hænderne på Lions Club Køge.
Søndre Havnedag er en festdag i Køge med et hav af aktiviteter og underholdning for hele familien. Her kan du opleve musik, film, madskole, klovne og alternativt borgermøde. Eller hvad med parkour, dirt jump, radiostyrede modelskibe, rospinning eller kajakpolo? Det er blot nogle af dagens mange aktiviteter.
Søndre Havnedag i Køge afholdes for 3. gang og er en invitation til hele familien fra foreninger, institutioner og virksomheder ved havnen. Langt de fleste aktiviteter er gratis.